Granskningsmand mm.

Philip Baruch, advokat, partner, Charlottenlund, fylder 60 år 12. marts.

Philip Baruch. Fold sammen
Læs mere

Efter juridisk embedseksamen fra Københavns Universitet i 1978 fik Philip Baruch ansættelse som dommerfuldmægtig ved Retten i Tårnby. To år efter kom han til Sø- og Handelsretten. Han opnåede beskikkelse som advokat i 1981, blev selvstændig advokat i 1983 og fik møderet for Højesteret i 1989. Året efter var han med til at etablere Thyregod & Elmer Advokater. I samarbejde med en række kolleger fra dette og andre advokatkontorer var Philip Baruch i 1999 medstifter af Lund Elmer Sandager - og en kompetent drivkraft i kontorets videre udvikling og vækst.

Med et stærkt, fagligt engagement har Philip Baruch beskæftiget sig med erhvervsretlige forhold, herunder særligt vedrørende køb og salg af virksomheder og ledelsesmæssige forhold. Han har siden 2006 været medlem af bestyrelsen i Jyske Bank og i en årrække medlem af bankens revisionsudvalg.

De erhvervsretlige kompetencer blev der i høj grad brug for, da han i 2009 af Kulturministeriet blev udpeget som granskningsmand med henblik på at undersøge og udrede, om der var tale om et ledelsesansvar for den daværende direktion og bestyrelse i TV2 i forlængelse af markante budgetafvigelser i selskabet.

Han er gift med jurist Susan Grue med hvem han har tre voksne børn. Philip Baruch er bortrejst på selve fødselsdagen.