Gøglersindet er intakt

Skuespilleren Morten Eisner ser så skikkelig ud – men det skal man ikke lade sig narre af. 13. juni fylder han 60 år.

Skuespilleren Morten Eisner modtog Tribini Prisen i 2013. Foto: Betina Garcia Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Villig til alt forefaldende,« skrev vi her i avisen om skuespilleren Morten Eisner i forbindelse med forårets musical på Betty Nansen Teatret, »Pigen med paraplyerne«. Og det samme kan man i det hele taget sige om hans efterhånden lange vej gennem dansk teater. Scenens verden lærte han først at kende gennem teaterteknikeruddannelsen, som han fuldførte, inden Aarhus Teaters elevskole, hvor han var færdig i 1978. Men gags og tricks lærte han allerede som barn, da han på Bakken hjalp Professor Tribini med at lokke publikum til, og det ægte gøglersind har han bevaret. Bedst som man tror, han omtrent er fastansat på Betty Nansen Teatret, går det op for én, hvor meget – og hvor meget forskelligt – han egentlig har lavet gennem sine efterhånden mange år i den danske teaterbranche. Han har været en del af den splittergale musikalske trio Klyderne med legekammeraterne Jesper Klein og Tom McEwan.

Fra 1986 og otte år frem svedte han tran inde i børnenes TV-ven, Bamse. Så har han været ballettens Drosselmeier, ham der giver den lille Clara »Nøddeknækkeren« i julegave, gennem fire sæsoner på Det Kongelige Teater. Han har spillet Pjerrot på Pantomiometeatret, operette på Det Kongelige Teater og »Folk og røvere i Kardemommeby« på Bellevue i mange år. Og så har han har turneret land og rige rundt som vaskeægte cirkusklovn med Cirkus Arena, noget, han begyndte på sidste år og en gammel drøm, der gik i opfyldelse. Det ene job har givet det næste.

Men så er der jo altså så alle forestillingerne på Betty Nansen Teatret eller lige i nærheden af instruktøren Peter Langdal, der har brugt hans musikalitet, store lune og mimiske elegance i alle mulige sammenhænge.

Opgaverne på teatret på Frederiksberg Allé har været talrige, men måske husker man især de roller, hvor det vennesæle, lidt sagtmodige ydre viste sig at dække over en isnende farlighed, for eksempel som grotesk doktor og plageånd i Wilson-Waits-succesen »Woyzeck«, der rejste verden rundt, og som den sølle pædofile forbryder i Lars Noréns fængselsdrama »Drengene i skyggen«. Selve fødselsdagen kan han se frem til at fejre i fuldt sving, for i næste uge har han premiere på Erling Jepsens stykke om Sønderjylland og »1864« på Frilandsmuseet – her skal han også ene mand spille monologen »Paradis i helvede« til efteråret. Efterlønnen tror han ikke, han gør noget ved. Han kan ikke forestille sig andet, end at han fortsætter »til han falder om«, som han betroede Berlingskes Trine Munk-Petersen i foråret. »Jeg elsker mit arbejde. Vi har det godt sammen.«