Hein Heinsen er et fyrtårn.

Ikke blot fordi han er en høj, slank mand. En rank mand, som ofte ses i autoritativt mørkt tøj, der gerne leder tankerne hen på en prædikant, en forkynder, én der rusker op, én der har et budskab. Heller ikke dét er tilfældigt.

Præstesønnen fra Grindsted blev selv teolog sideløbende med, at han studerede på Kunstakademiet under skulptøren Gottfred Eickhoff.

At han er uddannet hos sidstnævnte, kan måske være vanskeligt at genkende i Hein Heinsens eksklusive produktion, der undertiden for nemheds skyld er blevet katalogiseret som minimalisme, men ret beset er langt mere sammensat og i øvrigt præget af at være i fortsat udvikling. I mange år skar han alt det, han fandt overflødigt, bort fra skulpturen, så det blev meget rene og meget klare former, hvor man imidlertid hyppigt også finder egenskaber som sanselighed midt i det barberede skulptursprog. Med tiden er skulpturerne blevet mere komplekse og har efterhånden også fået ligefrem figurative elementer, der kan henvise til for eksempel mytologien, men også forme sig som slående præcise portrætter af nulevende.

I Hein Heinsens værker forenes teoretikeren og skulptøren, og som teoretiker og fremtrædende professor gennem flere år ved Kunstakademiet har han haft en betydning i dansk kunstliv, der vanskeligt kan overvurderes. Han spillede ikke mindst en meget stor rolle, dengang i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne, da det såkaldt vilde maleri blev introduceret i Danmark og førte til det vigtigste nybrud i 1980erne og omegn: de unge vilde, der bestod af en række markante talenter, som meget snart bevægede sig i hver sin retning og selv hver især blev til betydningsfulde skikkelser i dansk kunst.

Hein Heinsens eget ungdomsværk er grundet i forestillinger om, hvordan kunst og arkitektur hænger sammen med industri- og informationssamfundet. I dag synes denne sammenhæng smuldret, og Den store Fortælling – de sammenhængende ideologier – er erstattet af de små lokale fortællinger. Også i Hein Heinsens værk. Og når man nu er i gang med at opregne nogle af hans kvaliteter, bør det ikke glemmes, at han er en meget engageret debattør i såvel kunstneriske og kirkelige fagkredse som i den brede offentlighed. Det var således Hein Heinsen, der tog initiativ til – og lagde penge til – en nyoversættelse af Koranen. Den eksisterende danske version var sprogligt utidssvarende og – åbenbart – udtryk for en særlig fortolkning af Koranen. Og Hein Heinsen mente, at vi måtte have en mulighed for at vide, hvad det var, vi talte om, når vi diskuterede bogens betydning.

Som han forklarede i Kristeligt Dagblad:

»Jeg har været fortvivlet over, at Koranen næsten var et hemmeligt skrift. Jeg, som mener, at inkarnationen i Kristus er det eneste, der giver frihed, kan naturligvis ikke gå ind for en bog, der tager afstand fra det. Men det er vigtigt, at det danske sprog trænger sig ind i Koranen. Det er det danske blik på den arabiske tekst, jeg synes er vigtigt. Koranen findes nu på H.C. Andersens og Kierkegaards danske, så der er mulighed for, at vi kan læse og diskutere den. Den skal være åben mod det danske sprog og ikke en hemmelighed, som danske statsborgere sidder og mumler på arabisk.«

Stor betydning for såvel dansk kunst som for Hein Heinsen selv var ungdommens møde og alliance med kollegerne Stig Brøgger og Mogens Møller, som Heinsen dannede gruppen Institut for Scalakunst med, som han har udstillet på Venedig-biennalen med, og som han har bedrevet en lang række markante udsmykninger – dvs. kunst i det offentlige rum – sammen med. Et af de mest kendte eksempler er nok stadig den efterhånden 33 år gamle »Fredens port« på Nørrebro i København: En skæv søjle i beton, der har den for kunst i det offentlige rum så sjældne egenskab, at den stadig vækker uro, når man ser eller tænker på den. For hvorfor står den der? Hvorfor er den skæv? Hvad er det for en kommentar, den sære søjle giver til stedet, til arkitekturen, til tilværelsen?

Blandt Hein Heinsen egne skulpturer i det offentlige rum kan fremhæves »Spejl og fortætning« på Otto Mønsteds Plads i København og »Eremitagen og bjergbestigersken« i parken omkring Sophienholm i Lyngby.

Hein Heinsen er ingen hyppig udstiller, men man kan i reglen se ham en gang om året, når Den Frie Udstilling, som han er medlem af, udstiller i Willumsens bygning i København. Han er repræsenteret på de bedste af vore museer, han har passet en lang række tillidshverv i kunstlivet og modtaget de vigtigste hædersbevisninger, herunder Thorvaldsen Medaillen samt Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat.