Fremsynet museumsmand

Christian Gether reddede kunstmuseet Arken og har været med til at udvikle det danske museumsvæsen.

11NAVChristian-Gether-Saa-e.jpg
Christian Gether, direktør for kunstmuseet Arken i konceptet »Så er det sagt«. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen Fold sammen
Læs mere

Christian Gether indskriver sig i den moderne historie om de skikkelser, der forandrede den danske kunstmuseumsverden.

Kunstmuseer var tidligere en lukket og højtidelig affære. Det ændrede Knud W. Jensen radikalt på, da han åbnede sit museum for moderne kunst i Humlebæk. Det skulle være som at besøge en excentrisk onkel på landet, mente Knud W. Jensen, og Louisiana føjede sig smukt til rækken af pragtmuseer i Nordsjælland.

Vestegnen, derimod, var stærkt underforsynet med kulturtilbud, og det skulle Arken være med til at rette op på. Projektet blev løbet i gang af en række idealister og politikere. Så gik det mindre godt med museets første direktør, Anna Castberg, men så kom Christian Gether til og reddede situationen.

Det var ellers en uriaspost i det danske kulturliv. Alting var et rod fra udstillingsaftaler til regnskaber, så det blev meget lange arbejdsdage for den heldigvis shippinguddannede - praktiske - Christian Gether, der udover kaoset måtte kæmpe mod museets dårlige ry og manglende bevillinger i begyndelsen. De kom så senere, da Gether havde fået Arken på ret køl, for nu at bruge en af de adskillige skibsmetaforer, der er blevet museet til del gennem årene.

Så hvad ville Christian Gether i Ishøj? Han sad faktisk i en ualmindelig attraktiv stilling som direktør for det nyoprettede Center For Dansk Billedkunst, der - kort fortalt - har til opgave at gøre dansk kunst kendt i udlandet.

Svaret er, at Christian Gether er et museumsmenneske. Han havde faktisk søgt stillingen som direktør for Arken, da den blev opslået første gang, fordi han for sig så et helt nyt museum – uden forhistorie eller veldefinerede samlinger af betydning, uden fastlagte rutiner og indarbejdede traditioner – som en mulighed for at opbygge en institution fra bunden og etablere et sted, der kunne pejle fremtidens måde at drive et kunstmuseum på.

Og række ud til det omgivende samfund. Give mennesker en mulighed for at møde billedkunsten. Både den nye og den ældre, der er den nyes forudsætning. Kunst er i Gethers optik en måde at blive klogere på sig selv, på næsten og på samfundet i det hele taget. Kunstmuseet skal være et sted, hvorfra besøgende tager nye tanker med hjem. Og først og fremmest: Kunstmuseet er til for publikums skyld.

Det kan synes at være en selvfølge, men har ikke altid været det, og da Gether i en publikation i midten af 1990erne argumenterede for, at kunstmuseet er »en institution i forandring«, var det langtfra alle, der var enige i det synspunkt. Heller ikke selv om Knud W. Jensen gennem årtier havde gjort en betydelig indsats for at åbne sit museum for det, der eufemistisk hedder almindelige mennesker.

Noget andet, Christian Gether må have lært fra Knud W. Jensen, er radiatorprincippet. For at have råd til at vise de såkaldt kolde - de mere avancerede - udstillinger, må man vise varme, stærkt publikumsappellerende udstillinger som nu for eksempel den med Alphonse Mucha, Arken viser for tiden. Ved sin anden ansættelsessamtale i 1997 havde Christian Gether angiveligt sagt til bestyrelsen, at »underskud ikke er en mulighed«, og derfor må Arken som et skib manøvrere gennem mulighedernes hav, og i den sammenhæng er det et held, at Gether har et meget stort, internationalt netværk.