Fra politiker til embedsmand

Hjalte Aaberg startede i politik, men er siden gået embedsmandsvejen, og er som regionsdirektør i Region Hovedstaden øverste chef for en af Danmarks største offentlige arbejdspladser med 36.000 ansatte.

Hjalte Aaberg. Fold sammen
Læs mere

Hjalte Aaberg, regionsdirektør i Region Hovedstaden, har i størstedelen af sit arbejdsliv været en del af det kommunale embedsmandsværk, men hans karrierevej kunne dog meget vel have været politikerens.

Den økonom-uddannede Hjalte Aaberg kender nemlig det politiske miljø bedre end de fleste. Han er søn af en af Vestegnens socialdemokratiske bykonger, Albertslunds tidligere borgmester i mere end 20 år, Finn Aaberg, og har for ti år siden selv siddet i en periode i Albertslunds Kommunalbestyrelse for Socialdemokraterne, hvor han var formand for kommunens miljø- og planudvalg. Før det arbejdede han tillige som politisk konsulent for Socialdemokraternes folketingsgruppe, så alt var lagt an til en klassisk, socialdemokratisk politiker-karriere.

Men Hjalte Aaberg ville det anderledes. Han fravalgte det politiske, hvilket har ført til en karriere, der har indbefattet lederstillinger hos Miljøkontrollen i København og senere seks år som administrerende direktør for Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.

Ballade om ansættelse

Det var fra dette job, at han blev rekrutteret til sit nuværende topjobb i Region Hovedstaden.

Ansættelsen skete dog ikke uden en vis ballade for den erklærede socialdemokrat. Ifølge Dagens Medicin var det et splittet forretningsudvalg, der ansatte Aaberg i 2012, Venstres medlemmer stemte imod, og Dansk Folkepartis repræsentanter stemte blankt ved ansættelsen, og ifølge Dagens Medicin kritiserede et medlem af forretningsudvalget skarpt ansættelsesprocessen og udtrykte mistillid til valget af Hjalte Aaberg. Efterfølgende har der dog ikke været kritik af Aaberg.

Stillingen som leder af den største region i Danmark – og en af Danmarks største offentlige arbejdspladser med 36.000 ansatte – gør Hjalte Aaberg til en af Danmarks bedst lønnede embedsmand med en årsløn, der er ca. en halv million kroner højere end statsministerens. Med lønnen følger først og fremmest ansvaret for, at hospitalsvæsenet i hovedstadsområdet fungerer for borgerne, herunder også den forkætrede akuttelefon, 1813, som fik en hård start og mødte kritik fra både borgere og visse politikere.

Hjalte Aaberg boede i mange år i Albertslund, dør om dør med sine forældre, søskende og flere andre familiemedlemmer. I dag bor han på Østerbro med hustruen Kamilla Aaberg og to børn. Han har desuden to voksne børn fra et tidligere ægteskab. Om sommeren er bopælen rykket til kolonihavehuset på Amager, hvor familie og venner samles i nærvær og fællesskab.