Formet af modstandskampen

70 år Man skal overlade et frit land til sine børn, siger Jesper Langballe

Jesper Langballe genopstiller ikke til næste folketingsvalg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udlændingepolitikken er en hjertesag for Jesper Langballe, der i morgen fylder 70 år. Som en af Dansk Folkepartis markante skikkelser siden det såkaldte systemskifte i 2001, har han haft ordførerskaber på så forskellige områder som udlændinge-, kirke- og forskningspolitik.

»Den vigtigste sejr skete straks efter valget, hvor Søren Krarup, Peter Skaarup og jeg forhandlede den stramme udlændingspolitik på plads med Haarder. Forud gik skænderier, og min melding om, at vi ville stemme blankt, hvis ikke vi fik indrømmelser«, siger Langballe.

»Vi var kisteglade, for aftalen var fremsynet, bortset fra at sprogtesten i forbindelse med indfødsretten var helt til grin. Her var jeg utilfreds med embedsværket, følte mig snydt, og det tog en del år at få ført ånden i 2002-aftalen ud i livet. Faktisk skulle Metock-dommen til, før det faldt helt på plads. Hvor lovgivningen er god nok, er udlændingesituationen forfærdelig, og bliver faktisk værre og værre. Men problemerne har deres udspring før regeringsskiftet, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ellers havde kommet til at se ud«, siger Langballe.

Han har været valgt i Viborg i alle årene, genopstiller ikke ved næste valg, og glæder sig til at kunne bruge mere tid på foredrag og tidsskriftet »Tidehverv«, hvis medudgiver Langballe har været siden 1982.

»Omdrejningspunktet for mig har været mine forældres deltagelse i modstandskampen. Dens forudsætning var, at der var fremmede mennesker i vores land. En slags ledetråd for min aktivitet er, hvad min far engang sagde, nemlig at man skal overlade et frit land til sine børn«, fortæller Langballe, hvis far også var byleder i Randers for modstandsbevægelsen.

»Den daværende indvandringspolitik lignede et nationalt selvmord, så da Pia Kjærsgaard og Søren Espersen fik mig til at stille op for DF, kunne jeg ikke bare stå udenfor, selvom jeg ellers ikke havde noget til overs for partipolitik«, understreger Langballe, der også blev lokket af, at han kunne blive kirkeordfører, samt at Espersen sagde, at han skam ikke behøvede at komme mere end en dag om ugen i Folketinget...

Langballe var allerede blevet landskendt, efter at han sammen med fætteren, Søren Krarup, i 1986 arrangerede »Nej, ikke en krone«-kampagnen, der var vendt mod Dansk Flygtningehjælps årsindsamling. Senere på året præsenterede de to fætre justitsministeren for 45.746 underskrifter mod udlændingeloven.

De fleste kender den nationalkonservative Langballe som sognepræst, men oprindeligt startede Randersdrengen som journalistelev helt tilbage i 50ernes slutning. Indtil han tog præsteuddannelsen var Langballe bl.a. journalist ved Jyllands-Posten. Her bestyrede han også en satirisk bagside og blev siden grovkornet tv-anmelder. Langballes humor minder om den i kommentatorpanelet »Groft Sagt« på Berlingske Tidende.

Som præst i 32 år i Thorning, hvor St. St. Blicher også havde embede, har han bl.a. skrevet om denne folkelige forfatter i monografien »Anlangendes et menneske: Blichers forfatterskab – selvopgør og tidsopgør«. Den udkom på et universitetsforlag. Og netop forskningen står ham nær:

»Som forskningsordfører gik jeg mod universitetsloven. Jeg kæmper for forskningsfriheden, da forskning ikke er noget, man har bare for erhvervslivets skyld, men ud fra menneskets trang til at udvide sin erkendelse, fremfor at kasseapparatet skal ringe hvert andet år. Jeg har flertal med S og R i dette spørgsmål«.

Langballe, der er far til fire, blev enkemand for fire år siden, og er nu flyttet til Randers’ centrum. Han fejrer dagen under private former.

»Vi kan partere hinanden fra talerstolen og have det hyggeligt bagefter«, siger Langballe om tonen i Folketinget, hvor han holder reception 7. oktober, uden at have fortrudt at han lod sig vælge.