Første tanke var til læserne

Nekrolog. Anne Krogh Sørensen, journalist, København, er død efter længere tids sygdom, 50 år.

Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere

Efter studentereksamen fra Aalborghus Statsgymnasium startede Anne Krogh Sørensen med at læse samfundsfag på Aalborg Universitet. Men journalistikken trak og i 1993 dimitterede hun fra Danmarks Journalisthøjskole, efter praktikophold i Undervisningsministeriet og på Dagbladet Børsen.

Hun fik straks job på Dagbladet Information som redaktionssekretær og i 1994 kom hun igen til Børsen, indtil Berlingske Tidende, som avisen hed dengang, året efter headhuntede den grundige journalist og redaktionssekretær.

Anne Krogh Sørensens karriere på Berlingske Tidende varede 17 år, og hun var efterspurgt som både forsideredigerende, redaktør, gruppeleder og til at udvikle nye formater og tilbud til læserne.

Efter tre år blev hun redigerende på avisens flagskib, Berlingske Søndag, og stod for blandt andet Magasin, FRI og andre temasektioner.

Ved årtusindskiftet var de danske aviser så småt på vej ind i den digitale verden med online-udgivelser på Internettet. Den nysgerrige og fagligt ambitiøse Anne Krogh Sørensen blev en af de første medarbejdere på redaktionen af www.berlingske.dk og viste igen her sit store talent, grundighed og prioriteringsevne for hvad der var væsentligt og mindre væsentligt i vrimlen af nyheder, når »avisen« nu udkom døgnet rundt.

Her blev hun kort tid efter gruppeleder og webredaktør, og med et par års afstikker som forbrugerjournalist på primært papiravisen vendte hun i 2005 igen tilbage til det digitale univers som webredaktør på livsstilsstoffet og var senere ankermand på etablering og udvikling af Berlingskes livsstilssite FRI.dk hvor hun var jourhavende indtil 2013. Hun tog sideløbende en master i interaktionsdesign og digitale koncepter på IT-universitetet.

Anne Krogh Sørensen var en meget vellidt kollega. Venlig og imødekommende men også bestemt og konsekvent i kravene til de artikler, som de skrivende kolleger kom med. Tingene skulle være i orden og gennemarbejdet, så læserne blev oplyst, udfordret, interesseret og nysgerrige.

Hun efterlader sig sin livsledsager, Sten Kristensen, som hun mødte da de læste på Danmarks Journalisthøjskole, samt børnene Rasmus på 21 og Mathilde på 16 år.