Følsom og maskulin

50 år: Skuespilleren Jens Jørn Spottag, rummer mere end den sammenbidte maskulinitet, der er hans varemærke.

Alsidige Jens Jørn Spottag blev folkeeje som den unge Jacobsen i TV-serien »Bryggeren«. Foto Bjarke Ørsted. Fold sammen
Læs mere

Det klæder skuespilleren Jens Jørn Spottag at krabbe rundt som hysterisk skolelærer med spanskrør og fedtet pandehår i Katrine Wiedemanns fantastiske billedbogsversion af Strindbergs »Et drømmespil« ude på Betty Nansen Teatret for tiden. Selv om skuespilleren, der fylder 50 i morgen, også tager sig af andre opgaver undervejs i forestillingen, så er det hans excentriske, urkomiske pegepind, man husker. Det virker næsten, som om det ligefrem bekommer Spottag at skeje ud.

Undertiden har han kunnet virke lidt kontrolleret, lidt sammenbidt, for nu ikke at sige tør. Det har både været hans styrke – men måske også begrænsning – at han er så nydelig, så almindelig, så neutral. Så maskulint tillukket. Men på det seneste har han frisat nye energier i sig selv.

Det ser man på Betty Nansen Teatret for tiden. Og det så man på det nye Teater V ude i Valby, hvor han spillede titelrollen i Jakob Weis’ rundbarbering af den moderne mand, »Helmer Hardcore«, i sidste sæson. Her brugte han sin medfødte maskuline virilitet og dets vrangside i det skarpe, satiriske portræt af den hjælpeløse mand, der står tilbage, og ikke har flere ord, når kvinden er skredet.

Vild med skolekomedie
Han var ikke meget for skolen, men trivedes til gengæld hver gang, der var skolekomedie på programmet. Siden blev han regissørelev på Aarhus Teater og elev på Odense Teaters elevskole 1979-83. Han sagde nej tak til en fast kontrakt, men nåede dog at spille bl.a. Orlando i »Som man behager«, inden han i stedet tog til København, hvor han var mere optaget af det at spille på de mindre scener – bl.a. medvirkede han i Mammutteatrets Fassbinder-succes »Affaldet, Byen og Døden«. 1988-94 var han en del af daværende teaterchef Mogens Pedersens stærke ensemble på Aalborg Teater, hvor han blev brugt i et meget stort repertoire. Her spillede han – med held – både Helmer i »Et dukkehjem«, den unge Hitler i Taboris »Mein Kampf«, den ældste søn Jamie i »Lang dags rejse mod nat« (en rolle, han senere gentog på Det Kgl. Teater), Ibsens »Peer Gynt« og spilleren Sky Masterson i »Guys and Dolls« – for nu bare at nævne en håndfuld af de mange opgaver. Selv om han var fuldt ud tilfreds med udfordringerne, lod han sig alligevel lokke til København for at spille den rolle, der skulle gøre ham kendt i den brede befolkning – nemlig den unge I.C. Jacobsen i Kaspar Rostrups mastodont-serie »Bryggeren«.

Det var ikke hans skyld, at portrættet af den krampagtigt kedsommelige alvorsmand blev, som det blev – snarere et utilstrækkeligt manuskripts.

Mads Skjern synger
Tilbage i København har han haft et væld af opgaver som både skuespiller og – lejlighedsvist - instruktør på byens scener – bl.a. på CaféTeatret, Husets Teater, Edison, og, ikke mindst, Teatret ved Sorte Hest, hvor han både har spillet monologen »Nijinsky – en fauns død« og Holofernes i Howard Barkers »Judith«.

Han har også imponeret som Werner Heiselberg i »København« på Betty Nansen Teatret, hvor hans hvermandsanonymitet blev brugt med stor effekt i titelrollen i Robert Wilsons stiliserede teaterbrag »Woyzzeck«, som han også rejste Jorden rundt med. Senest påtog han sig den svære opgave at låne sin glimrende sangstemme til selveste Mads Skjern i den kuldsejlede supertanker »Matador« i Operaen. På film har hans bedste rolle været i Niels Arden Oplevs »Drømmen«, hvor han som landmandsfaren med de psykiske problemer leverede en smuk præstation, fyldt med følsomhed og indestængt vrede.

Han er belønnet med både Lauritzen-prisen og Poul Reumerts mindelegat.