Fin og følsom formidler

Berlingskes passionerede kunst- og litteraturanmelder Eva Pohl har et særligt blik for de kvindelige kunstnere og forfattere. 30. december fylder hun 60 år.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Findes der en særlig kvindelig æstetik? Det er et af de spørgsmål, som Berlingskes kunst- og litteraturanmelder, Eva Pohl, i mange år har været opslugt af at undersøge.

Men lige siden hun læste til cand.mag. i dansk og kunsthistorie ved Københavns Universitet, hvorfra hun også fik sin ph.d.-grad, har hun også fordybet sig mere generelt i spørgsmål om, hvordan billedkunstnere og forfattere ser sig selv, og hvordan deres selvforståelse fremgår af deres værker. Og så hun har altid været optaget af at se og beskrive, hvordan de forskellige kunstarter spiller sammen.

Alle disse interessefelter formåede Eva Pohl at forene i sin ph.d.-afhandling fra 1992, som hun senere bearbejdede og udgav som bog med titlen »Kunstnerisk selvforståelse – Selvets spejling i kunstnerromaner og

selvportrætter fra 1880-1914«.

Herfra går en rød tråd frem til hendes arbejde i dag som forfatter og kritiker, og hendes store indsigt i og vedholdende nysgerrighed over for såvel litteraturen som kunsten og dens væsen har Berlingskes læsere kunnet nyde godt af, lige siden Eva Pohl kom til avisen i 1987.

Hendes ildhu for at bringe kvindelige forfattere og kunstnere, som tidligere uretfærdigt ikke er kommet med i historieskrivningen, frem i lyset, kommer bl.a. til udtryk i hendes nye bog »Et lyst værelse – empati, selvspejling og æstetik i værker af kvindelige danske forfattere og billedkunstnere i perioden 1930-90«, der udkommer i starten af det nye år. Men også bogen »En plads i solen«, der blev transformeret til en udstilling på først Kvindemuseet i Danmark og siden Sophienholm, sætter fokus på kvindelige danske kunstnere.

Tidligere i år bidrog Eva Pohl med et væsentligt kapitel i den store jubilæumsbog »100 års øjeblikke – Kvindelige Kunstneres Samfund«. Men hun har også skrevet monografier om mandlige kunstnere som Tom Krøjer og Frithioff Johansen og i andre bøger beskæftiget sig med Martin A. Hansens og Tom Kristensens forfatterskab.

Uanset kunstnernes køn er det altid værkernes kvaliteter, der er i fokus i hendes bedømmelser. I det hele taget er kvalitet noget, den venlige, glade og humoristiske Eva Pohl med sin udprægede sans for æstetik søger i alle livets forhold.

Privatlivet deler hun med professor, overlæge, dr.med. Thomas Mandrup-Poulsen, sammen med hvem hun har to voksne sønner. Både mand og børn har gennem årene engageret fulgt Eva Pohl på hendes utallige ture til kunstudstillinger herhjemme og i udlandet. Sammen nyder familien også fritidshuset i Asserbo, hvor fødselaren sætter stor pris på lange gåture ved vandet.