Film skal (stadig) ses i biografen

Ole Michelsen nåede med »Bogart« ind i danskernes stuer – og sendte dem i biografen.

Arkivfoto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Selv om det nu er 13 år siden, at Ole Michelsen tonede frem på skærmen i »Bogart« for sidste gang, er det stadig det niveau, alle filmprogrammer siden er målt efter og replikken »Film skal ses i biografen« står endnu frisk i hukommelsen for alle filmglade danskere over 30 år.

Ole Michelsen, der fylder 75 år 4. april, boede i sine første 24 leveår med sine fire søskende på Gammel Kongevej i fire et halvt værelse. Efter spredte studier på Københavns Universitet flyttede han i 1964 til Paris og blev dér assistent for den markante instruktør Jean-Pierre Melville, men da Michelsen i 1969 mistede sin hustru Nina ved en bilulykke, blev han enlig far til datteren Trine og besluttede at vende hjem til Danmark. Han var i mange år alenefar for Trine, der døde af kræft som 42-årig.

»Hvis det ikke havde været for det biluheld, havde jeg sandsynligvis stadig siddet i Paris,« har Ole Michelsen tidligere fortalt.

Han blev ansat ved Danmarks Radio og lavede en række radioudsendelser af en intellektuel karat, som er sjælden i mediet i dag - programmer som »Humanismen i krise« og den nu klassiske serie »Kardinalernes middag«. Men fra 1984 bestyrede han også det kritiske radiofilmmagasin »Bogart«, og da man havde lyttet til det nogle gange i TVByen, slog man en klo i Ole Michelsen.

»Bogart« forvandlede sig til et fjernsynsprogram og forblev det i ikke mindre end 17 år frem til 2002.

Undervejs besejrede den populære studievært et alkoholproblem og blev permanent ædruelig, hvad han har skildret fremragende i den åbenhjertige bog »Den dansende dæmon« og stadig holder foredrag om. At han er en ganske eminent skribent, har han også demonstreret med essaysamlingen »Film skal ses i biografen« og novellerne »Natten har tusind øjne«, men i dag dyrker han mere det talte ord, idet han rejser landet rundt som efterspurgt foredragsholder.

Han har desuden været guide på rejser til film-locations på Malta.

At han altid har elsket filmkunsten, står der ikke tvivl om. Som fødselaren tidligere har sagt det her i avisen:

»Der er et gran lastefuldhed ved at gå i biografen. Det kan jeg godt lide. Det minder mig om at skulke. Stikke af fra et eller andet. Særlig hvis man tager en tidlig forestilling. Det hænger måske også sammen med, at jeg som ung ikke var så høj af vækst, så det varede meget lang tid, før jeg kunne snige mig ind til en film, der var forbudt for børn.« kks