Der er blevet sagt og skrevet om Hanne Bech Hansen, at hun er det bedste, der er hændt politietaten i mands og kvindes minde. Selv om det er fem år siden, hun lagde uniformen, er navn og ry ikke falmet, ej heller de kærlige tilnavne Perlemor, Politimosteren og Hanne Smæk Hansen.

Hun passerer de 75 år 16. juni stadig bevægende sig på stiletter i offentligheden glad, stilfuld og slagfærdig med sine nye gøremål som krimiforfatter, populær foredragsholder landet over og ad hoc udredende kommissionsmedlem.

Dette sidste job kom meget overraskende. Hun blev en måned efter 22. juli-massakren i 2012 på Utøya og i Oslo ringet op fra Jens Stoltenbergs statsministerium og bedt om med sin ekspertise at være med i den uafhængige kommission, som skulle udrede, hvad der gik galt for myndighederne.

Læs også: Norsk politi kunne have stoppet Breivik tidligere

»Det var hårdt arbejde i de 12 måneder, kommissionen måtte bruge til det. Også fordi begivenhederne var så omfattende og dybt tragiske med 77 dræbte.«

Konklusionen i den 500 sider tykke rapport blev en hård kritik. Næsten alt var gået galt. Norsk politi var helt uforberedt på en katastrofesituation.

»I Danmark havde vi allerede lært af bl.a. situationen omkring Muhammed-tegningerne og opgørene på Nørrebro.«

Hanne Bech Hansen har i sine foredrag nok at fortælle om fra sin enestående helt uplanlagte karriere.

»Jeg var til enhver tid glad for den stilling, jeg virkede i, og hvor jeg, som min far lærte mig, altid gjorde mig umage. Indtil »nogen« prikkede mig på skulderen og pegede på et ledigt job, jeg burde søge. Det har jeg så gjort og aldrig fået afslag. Hvor heldig kan man være?«

Hun blev både politimester, chef for PET – verdens første kvindelige efterretningschef – statsadvokat og sluttelig politidirektør i 14 år i København.

Og så gik hun til tasterne for at følge sin drøm om at skrive krimier med det nydanske politiikon Malika Asmina Eis i hovedrollen i først »Lasten«, siden »Operation Dacapo« og til oktober i »Under Rosen«, den sidste i trilogien.

»Jeg bliver høj af at skrive!« siger hun.

Anmeldelserne har været blandede, men læserne glade og bestsellerlisterne velforsynede.

Læs også: Pænt, nydeligt og uden lidenskab

En rigtig roman er nok det næste, men en selvbiografi kommer aldrig på tale. I samtalebogen »Heksehyl« med Camilla Lindemann blev der dog lokket private sider ud, bl.a. om sorgen efter at hendes højtelskede mand, Jørgen, pludselig døde efter 40 års lykke.

Før jurastudiet overvejede hun med opvækst i en musikelskende familie i Aarhus at gå konservatorievejen for at blive koncertpianist. Og hun rører stadig dagligt tangenterne. Mens sønnen, ingeniør Søren Bech Hansen, en gang om ugen øver med sit rockband, Basement, i kælderen, og det har nok inspireret klaverspillet ovenpå. For de klassiske toner og salmer suppleres med nutidens – og hun lytter gerne til Medina, Oh Land og Tina Dickow og har endog ymtet om at ville skrive en Grand Prix-melodi.

»Det er ikke sket endnu, men jeg kan da nå det endnu!«

Den sølvfarvede åbne Audi Roadster skulle også gerne luftes til sommerboligen på Fyns Hoved.

De store receptioners tid med gæster i hundredvis er fortid. Hanne Bech Hansen samlede før fødselsdagen sin nærmeste familie på 15 i hjemmet på Nordkrog i Hellerup og hyggefejrede med mad udefra – »jeg skulle da selv gerne have det lidt let« – og det var så det.

Og samtidig kunne travle Hanne og gæsterne skotte til den symaskine, hun fik i gave for fem år siden, fordi hun i sin ungdom var så glad for at sy kjoler til sig selv.

»Jae, den står stadig stille uden at være pakket ud.«

Læs også: Hanne Bech Hansen: »Min far friede til min mand«