Feministen, der fik nok

Som debattør har hun været en provokerende og uomgængelig frontkæmper. Men Leonora Christina Skov valgte at hellige sig det tilbagetrukne liv som forfatter. 31. maj fylder hun 40 år.

Foto: Simon Læssøe Fold sammen
Læs mere

Engang, for ikke mere end et par år siden, var Leonora Christina Skov en af de mest markante debattører herhjemme. Der gik dårligt en uge, uden at forfatteren markerede sig med stærke meninger og syrlige bemærkninger. Gerne inden for yndlingsemnet, kønsdebatten, og altid med et feministisk udgangspunkt.

I klummer og anmeldelser i Weekendavisen, som smagsdommer i TV, på avisernes debatsider og i diverse tråde på Facebook. Hun skrev og talte om privilegerede mænd, der kan vise bar overkrop, når de sveder, og pik, når de pisser. Om moderfårene, der stempler hende som et barnløst monster, fordi hun ikke vil have børn. Og om at blive forelsket i en af forkert køn. Eller hvad med denne uppercut til Leverpostejdanmark: »Jeg er så færdig med skiveskåret parcel- og ligusterlykke, hjernelam smalltalk, fremmedangst og kønsrollemønstre a la »Far til fire«.«

Som debattør er Leonora Christina Skov, der 31. maj fylder 40, aldrig faldet i ét med tapetet. Noget, hendes ydre udtryk understøtter: knaldrød læbestift, matchende negle, 1950er-kjoler, ravnsort udslået hår og høje hæle.

Egentlig hed pigen, der voksede op i Helsinge som enebarn af en økonoma og en licensmand i DR, bare Christina Skov. Men som 19-årig sprang hun ud som lesbisk og tog samtidig navnet Leonora.

»Jeg syntes, Christina Skov var for kedeligt. Og så gik det op for mig, at der var en dansk forfatter, der hed Christian Skov. Det gik jo ikke. Jeg vidste, at jeg ville være forfatter. Jeg kendte selvfølgelig også til Leonora Christina Ulfeldt,« sagde hun til Berlingske i 2013.

Det glødende feministiske engagement sås allerede i specialet på litteraturvidenskabsstudiet ved Københavns Universitet. Det handlede om Frankenstein og ny, feministisk litteraturteori.

I offentligheden blev hun en stemme, da hun i begyndelsen af årtusindskiftet sad i bestyrelsen for Kvindeligt Selskab og redigerede antologien »De røde sko – feminisme nu« (2002).

Året efter skød hun mediekarrieren i gang, først som litteraturanmelder ved Politiken, og fra 2006 på Weekendavisen, hvor hun har været siden – og også deler arbejdsplads med sin kone, Annette K. Nielsen, der er videnskabsjournalist.

Den litterære debut kom i 2003 med romanen »Rygsvømmeren«, hvor vi følger Coralies grufulde erindringer fra en præstegård. Siden har hun skrevet romanerne »Champagnepigen« (2007), »Silhuet af en synder« (2010), »Førsteelskeren« (2012) og senest »Hvor intet bryder vinden« (2015), der har et kriminalistisk udgangspunkt, et træk der gælder flere af hendes romaner. Hertil kommer børnebogen »Glashuset« (2008) og en gendigtning af »Alice i Eventyrland« (2006).

Det er dog især som debattør, hun er nået bredt ud. Men opmærksomheden har ikke kun været positiv. Så langtfra. Faktisk har der fra tid til anden været folk, der har næret et indædt had til hende. Så voldsomt, at der en overgang eksisterede en hadegruppe mod hende på Facebook. »Hold nu kæft, Leonora«, hed den. Hun oplevede også at få dødstrusler på grund af det, hun skrev og sagde.

For et par år siden fik hun nok. Hun trak sig fra debatten og fra trådene på Facebook. Hun var træt af mediebilledet som vred, mandehadende, lesbisk feminist og følte, at hendes person skyggede for forfatterskabet.

I dag er Instagram det eneste sociale medie, hun regelmæssigt bruger. Her er kun billeder, ingen shitstorme. Og når hun skriver, foregår det ofte langt fra Frederiksberg, hvor hun har sin lejlighed. Hun er bortrejst mellem fire og seks måneder om året og har arbejdet så forskellige steder som Shanghai, Schweiz, Skotland, USA og Indien. For som hun sagde i 2013:

»Det mest fantastiske for mig er at møde folk, som ikke ved noget om mig i forvejen. For når de gør, tror de, jeg er forfærdelig.«