Fed lykke til Thomas

Thomas Helmig har siden midten af 80erne altid stået et eller andet sted i baggrunden med sit smil og sin guitar, når endnu et skarpt sving i vores kærlighedsliv skulle tages.

Sanger og musiker Thomas Helmig - 50 år den 15. oktober 2014. Her fra en koncert under Aarhus Festuge, 2014. FOTO: SCANPIX Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man siger, at en døgnflue kun lever få timer, men i Thomas Helmigs tilfælde runder vi nu de 50 år og alt tyder på, at der er mange flere i vente.

For det kan godt være, at Danmarks ubetinget største mandlige popsanger for længst er blevet overhalet salgsmæssigt af Rasmus Seebach og krøllerne efterhånden sidder flottere på Christopher, men Thomas Helmig har noget, som de to blot kan drømme om. Efter at have været fast leverandør af sangene til danskernes kærlighedsliv på godt og ondt i mere end 30 år, er han blevet en del af vores fælles dna. Vi har danset solen op til »Fed lykke«, grædt til »Nu hvor du har brændt mig af«, elsket til »Giv mig din mund« og erkendt vores fejl til »Stupid man«. Nogle har nydt det fordomsfrit og betingelsesløst, mens andre ikke har kunnet udstå lyden, men Helmig har siden midten af 80erne stået et eller andet sted i baggrunden med sit smil og sin guitar, når endnu et skarpt sving i livet skulle tages.

Selv har han da også rundet en del hjørner og især i ungdomsårene i Aarhus var det som om, at Helmig skulle leve et liv, der var nogenlunde lige så ujævnt som det yndlingsholdet AGF præsenterer på grønsværen.

Efter teenagetiden med de lokale helte, Elevatordrengene, tog knægten fra Egå allerede som 21-årig skridtet videre i eget navn og udgav albummet »Thomas«. Ikke nogen større succes. Den kom til gengæld med opfølgeren »2«, hvor han havde allieret sig med sit band bestående af folk fra Elevatordrengene. Forkærligheden for den funk- og soulbaserede popmusik var tydelig og da succesen blev fulgt op året efter med den lidt mere rockede »Kære maskine« og året efter igen med »Vejen væk« var Helmig allerede folkeeje. Det var hans privatliv så også.

Ikke mindst i kraft af den række af stærkt personlige og »no-nonsense« sange som »Vejen væk« indeholdt, hvor flere af dem var direkte inspireret af Helmigs forhold til Søs Fenger, som han var blevet gift med i 1986 og nu var ved at blive skilt fra. Helmigs sange var ikke stor kunst og havde langtfra anmeldertække, men de var på dansk og havde et indhold, de fleste kunne forholde sig til. For hvem har ikke på en eller anden måde prøvet at stå derude og banke på?

Efterfølgende kom Helmig til at danne par med modellen Heidi Andersen og senere Renee Toft Simonsen, og 90erne og 00erne bød således både på familieliv med børn og delebørn og så en karriere, hvor Helmig slog over i engelsk på en række udgivelser, der ikke var ubetinget succesfulde, men dog kastede enkelte hits af sig. Det var egentlig først, da han i 2006 med »Helmig herfra« vendte tilbage til det danske sprog og den 80er-sound, som anmelderne hadede, men fans elskede, at han fik en egentlig revival.

Her er han blevet – i hjørnet med de svingende anmeldelser, men med smilet, de stramme læderbukser og folkets gunst i behold. Alt sammen bærer han trods alderen flot.