»Det står klart for mig, at mennesker som har virkeligt gode evner, hvad angår skuespil, meget ofte ikke er særlig godt artikulerede. Det er ofte således, at hvis en person er meget intellektuel, er vedkommende ikke så god til, hvordan man konkret gør ting. Og at gøre konkrete ting er ofte nøglen til at finde ind til følelserne og ånden i ting.«

Med denne udtalelse synes den nu 60-årige skuespiller Willem Dafoe at dementere sig selv. Han er nemlig den sjældne kombination af at være en skuespiller, der råder over et nærmest dyrisk talent for at være interessant i enhver slags rolle, samtidig med, at han kan træde et skridt tilbage og forklare det, han gør.

Han fik sin allerførste rolle i Michael Ciminos katastrofale kæmpeflop »Heavens gate« (1980), hvorfra han dog blev fyret for at grine for højt under en optagelse. Hans første hovedrolle i Kathryn Bigelows debutfilm »The Loveless« blev den første af mange skurkeroller i højspændte 80er-film om storbyens hårde gader, som »Streets of Fire« og William Friedkins »To live and die in LA«.

Derefter skiftede han brat type med en rolle i Oliver Stones vietnamfilm »Platoon«, hvor han spiller den eneste befalingsmand i bataljonen, der ikke har fået ødelagt sin moral af krigen. Karakteren Elias har Jesus-agtige træk, og i 1988 tog Dafoe skridtet fuldt ud med rollen som Jesus i Martin Scorseses kontroversielle »Den sidste fristelse«.

Efter disse roller overraskede det at se ham i bittesmå roller i John Waters »Cry Baby« og David Lynch’s »Vilde hjerter«, men for Willem Dafoe var det aldrig rigtig størrelsen af rollerne, det kom an på. »Bobby Peru«, Dafoes lyssky karakter i sidstnævnte film, er en af de små roller, der virkelig brænder sig fast, og Dafoe stjæler på få minutter helt glansen fra Nicolas Cage, der ellers giver den gas i hovedrollen med vanlig energi.

»En varieret diæt af forskellige roller, forskellige historier - det er en god måde at bevare en kunstnerisk og karrieremæssig sundhed,« sagde Willem Dafoe dengang i et interview med Rolling Stone.

Samtidig er han godt klar over, at hans karakteristiske, furede ansigt, der indimellem kan ligne efterveerne af et slagsmål, ikke altid har hjulpet ham til de store roller.

»Folk der caster skuespillere, føler at de skal finde folk med et særligt udseende, og jeg tror ikke rigtig at de har fundet ud af, om publikum synes, at jeg ser attraktiv ud eller ej,« sagde Willem Dafoe.

Større biroller fandt han i »Mississippi Burning« og »Born on the Fourth of July«, hvor han var tæt på at overtrumfe stjerner som Gene Hackman og Tom Cruise, og han er efterhånden fast inventar i instruktøren Wes Andersons film. Men en altdominerende rolle som den unavngivne karakter, han i 2007 blev tildelt af Lars von Trier i dennes »Antichrist«, har hørt til sjældenhederne.

I »Antichrist« spiller han en psykoterapeut, der skal overvinde tabet af et barn sammen med sin hustru, og Willem Dafoe får rollen til at flyde over med komplicerede indre modsætninger, der løfter filmen ud af dens gyserrammer.

Undertegnede havde fornøjelsen af at interviewe Willem Dafoe i forbindelse med ovennævnte film, og fik indtryk af en person, der i særlig grad hviler helt i sig selv. Hans velovervejede ord om den danske instruktør vidnede om, at det ikke var ren facade:

»Lars von Trier forsøger ikke bare at være smart, når han siger, at han laver de her film for sig selv. Han mener det, og jeg respekterer ham for det, fordi det er præcis det samme, jeg ønsker at gøre. Som skuespiller er jeg ikke ligeglad med publikum, men jeg kan ikke tænke på publikum, mens jeg laver mit arbejde. Jeg ønsker først og fremmest at forme mig, så jeg passer ind i den film, instruktøren vil lave. Jeg leder ikke efter film, som underbygger mit image.«

Forhåbentlig får Willem Dafoe lov til at gøre dette i mange år endnu. Der er altid en film derude, der kan nyde godt af hans interessante ansigt og personlighed.