Et lykkeligt jobskifte: Fra skuespiller til success-manuskriptforfatter

Mai Brostrøm har – sammen med sin mand Peter Thorsboe – skrevet manuskript til »Rejse-holdet«, »Ørnen« og »The Team«. Hun startede som skuespiller, men hun skiftede spor og er i dag forfatter.

Manuskriptforfatter Mai Brostrøm, blandt andet kendt for »Rejseholdet«, »Livvagterne« og »Ørnen« . Foto: Mathias Løvgreen Bojesen Fold sammen
Læs mere

I 1994 tog forfatteren Mai Brostrøm hul på et jobskift, som skulle vise sig at blive en gevinst for både hende selv og hundredtusindvis af danske TV-seere.

Hun var uddannet skuespiller i Odense, men følte at der manglede noget, og derfor gik hun i gang med at uddanne sig til manuskriptforfatter på Den Danske Filmskole.

»Jeg var glad for at være skuespiller, men jeg havde en fornemmelse af, at jeg ikke kunne gå hele vejen. Jeg turde ikke tage springet fra ti-meter vippen. Jeg har altid gerne villet skrive, og da først jeg begyndte på det, kunne jeg mærke, at det var der, jeg følte en frihed i arbejdet. Det har været et lykkeligt skift, men jeg kan godt føle, at jeg savner skuespillet, når jeg går i teatret,« siger Mai Brostrøm, der var færdiguddannet i 1995.

Hun har gennem en årrække i parløb med sin mand, Peter Thorsboe, haft stor succes som manuskriptforfatter. Sammen med ham har hun skrevet TV-serier som »Rejseholdet«, »Ørnen« og »Livvagterne«. Serierne har ikke blot haft enormt høje seertal, de har også fået strålende anmeldelser, modtaget flere internationale priser, bl.a. flere Emmy’er, og flere dem er blevet solgt til TV-stationer i udlandet, bl.a. Sverige og Tyskland.

Mai Brostrøm og Peter Thorsboe mødte hinanden i 2000, da de begge arbejdede som manuskriptforfattere på DRs TV-serie »Rejseholdet«. De blev gift i 2003, og i mange år har de skrevet sammen på den hyggelige 1. sal i huset på Frederiksberg. Når de har fået en opgave, f.eks. fra DR, starter de fra bunden med at komme på en ide og udvikle den.

De laver grundig research. Da de skrev »Livvagterne« deltog de f.eks. i øvelser med unge politiaspiranter, der på PETs skole var ved at uddanne sig til livvagter.

»Vi bruger meget tid på at tale projektet frem, og så tager vi ud og opsøger steder og mennesker, der kan inspirere os. Vi rejser i det hele taget meget ud. F.eks. besøgte vi i forbindelse med TV-serien »The Team« Europol i Haag, hvor vi blev vist rundt og bl.a. talte med kvindelige rumænske politibetjente, som vidste meget om menneskehandel. Det var rystende og gjorde et enormt indtryk, men det var også meget spændende og inspirerende. Derefter går vi i gang med at udvikle de enkelte afsnit. Vi skriver hver for sig, og så læser vi hinandens tekster, diskuterer og retter til, inden vi skriver den endelige tekst,« siger Mai Brostrøm.

Lige nu arbejder hun sammen med sin mand på tredje sæson af den svenske TV-serie »Modus«, og inden da skrev de den tyske TV-serie »The Team«, som også har været vist på dansk TV.

»Det har været meget inspirerende for os at arbejde i hhv. Sverige og Tyskland,« siger Mai Brostrøm.

Hun synes, at det er udviklende, at der i disse år bliver skrevet så mange TV-serier

»Der bliver produceret så meget godt, der er så mange muligheder, også for at sprænge rammerne,« siger Mai Brostrøm.

Da Berlingske interviewede hende og Peter Thorsboe for nogle år siden, spurgte vi dem, hvordan det er både at være ægtefæller og kolleger.

»Man siger, at hvis et ægteskab kan holde til, at man samler en Ikea-reol, så kan det klare alt. På samme måde: Hvis et ægteskab kan holde til, at ægtefællerne sammen skriver en TV-serie, så kan det holde til alt,« sagde Mai Brostrøm.