Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Da den nuværende Liverpool-manager, Brendan Rogers, sidste år blev spurgt, hvilken historisk Liverpool-spiller, han helst ville hente til det nuværende hold, faldt svaret prompte.
»Der er én spiller, der skiller sig ud for mig, og som jeg har beundret meget: Jan Mølby.«
Danskeren har efterladt et massivt aftryk i engelsk fodbold, hvor han i 1980erne og starten af 1990erne vandt tre mesterskaber og tre pokaltitler med Liverpool FC.
I dag bor Jan Mølby stadig i Liverpool, hvor han i 2009 blev udnævnt til æres-Scouser, der er betegnelsen for en person fra Liverpool, af Liverpools borgmester. Han er fortsat kendt for sin folkelighed og sin ligefremme facon i rollen som ekspertkommentator for Viasat Sport, hvor han kommenterer Champions League-kampe, samt for BBC.
Fra sin position på den centrale midtbane blev Mølby kendt for sin sublime spilforståelse og for i et splitsekund at kunne vende forsvar til angreb med sine lange, millimeterpræcise pasninger. Og så var han en usvigeligt sikker straffesparksskytte: hele 42 ud af 45 forsøg fra 11-meter-pletten blev konverteret til mål.
Jan Mølby har oplevet sine største succeser og tragedier med Liverpools ’Liver bird’ på brystet nær koldingenserens hjerte.
Fra første parket triumferede han gennem Liverpools seneste storhedsperiode ved siden af klubhelgener som Ian Rush, Alan Hansen og Kenny Dalglish. Men Jan Mølby var også øjenvidne til to af de største katastrofer i europæisk fodboldhistorie: først katastrofen på Heysel Stadion i Belgien i 1985, der kostede 39 tilskuere livet, og siden Hillsbrough-tragedien, hvor 96 Liverpool-fans døde.
Lige fra teenageårene så Jan Mølbys fodboldkarriere ud til at blive storslået. Han var anfører for Kolding IFs bedste mandskab som kun 19-årig, inden han i 1982 blev hentet til stjerneparaden i Ajax Amsterdam, der husede notabiliteter som Johan Cruyff, Frank Rijkaard, Marco van Basten og de to danskere, Jesper Olsen og Søren Lerby.
I 1984 indledte han et livslangt kærlighedsforhold til Liverpool, som han først forlod i 1996. I de næste to år var han Englands yngste træner, da han som 32-årig var spillende træner hos Swansea City A.F.C., godt halvandet årti inden Michael Laudrup satte sine ben i den walisiske klub.
Fortællingen om Jan Mølby og det danske landshold fik ingen skøn afslutning. Jo, han var en del af det sagnomspundne danske firser-landshold, blandt andet under VM i 1986, men han forlod landsholdet i 1990, da han ligesom Laudrup-brødrene ikke kunne enes med landstræner Richard Møller Nielsen.
Hans fætter Johnny Mølby var til gengæld med til at vinde EM i 1992.