Et liv i litteraturens verden

Werner Svendsen kalder sig forlægger. Med god grund, men han kan også se tilbage på et mangeårigt virke som programchef i DR/TV i den stol, der engang blev betegnet som den mest indflydelsesrige på det kulturelle område i Danmark. 26. juli fylder han 85 år.

Werner Svendsen.   Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Da Werner Svendsen i 1967 var chef for kulturafdelingen i Danmarks Radio/TV, blev han i Billed-Bladet udnævnt til intet mindre end nationens kulturping nummer 1, for som der stod: »Ingen kan være mere kulturping end ham, der er chef for kulturstoffet i fjernsynet.«

Det var selvfølgelig en uskyldig spøg, og titlen har nok givet anledning til en del munterhed på Billed-Bladets redaktion og blandt læserne. Men helt uden grund i virkeligheden var spøgen nu ikke, for ingen kunne være i tvivl om, at det var kulturen med stort K, Werner Svendsen repræsenterede, når han traf beslutninger om, hvordan programmer om kunst og litteratur etc. skulle skæres til i monopolfjernsynets dage. Han kendte sit stofområde, og han krævede lødighed og kvalitet, når mediet nu havde eneret til at lægge beslag på licensbetalernes tid og penge.

Ikke alle i riget kunne følge hans dispositioner, og i det politisk valgte Radioråd, var der jævnligt debat om kulturafdelingens virksomhed. Man hørte ord som tendentiøs og samfundsnedbrydende, men programchefen forsvarede konsekvent sine medarbejdere, og han lod sig ikke ryste af en smule blæst i medierne om så den ene og så den anden udsendelse. Med en baggrund som litteraturmagister havde han en særlig forkærlighed for bogstoffet, og med ham som indsigtsfuld udspørger bragte fjernsynet i de år en lang række interviews med både danske og internationalt kendte forfattere. Det var bestemt ikke tant og fjas til aftenkaffen, og da B.T. på et tidspunkt arrangerede en konkurrence om at finde Danmarks kedeligste mand, kom Werner Svendsen ind på en flot andenplads med den begrundelse, at han »har en helt enestående evne til at gøre interviews med spændende personligheder fuldstændig interesseløse. Først luller han offeret i søvn, derpå sover hele nationen. I den forstand er Svendsen intet mindre end et naturtalent.«

Det måtte nu bero på en misforståelse, for selv om han selvfølgelig ikke er nogen spradebasse, kan det bevidnes, at han er alt andet end kedelig. Men et venligt og dannet menneske, det er han, klar i mælet og med sin stille ironi i den grad i besiddelse af humoristisk sans.

Det var den socialdemokratiske formand for Radiorådet, Knud Heinesen, som havde fået øje på Werner Svendsen, der på det tidspunkt var underdirektør på arbejderbevægelsens forlag Fremad, og onde tunger talte om en politisk udnævnelse. Gennem 22 år blev han siddende i den stol, der dengang blev betegnet som »den mest indflydelsesrige på det kulturelle område i Danmark.«

Allerede før han i 1958 blev mag.art. i litteratur havde han i adskillige år tjent til studierne gennem arbejde i forlagsbranchen, og med en magisterkonferens i lommen blev det til fast ansættelse som forlagsredaktør og senere chef for forlagsredaktionen på Gyldendal. Det var i de år, at Gyldendals traner og ugler og andre eksotiske fugle fløj ud over landet i stor mængde fra bogkatedralen i Klareboderne, og i den proces spillede Werner Svendsen en helt afgørende rolle.

Uventet var det derfor ikke, at han efter perioden i Danmarks Radio vendte tilbage til forlagsverdenen og blev direktør for Gyldendals datterforlag, Spektrum og Forum. Formelt gik han på pension for 15 år siden, men det skal ikke tages helt for pålydende. Han har efterfølgende arbejdet dels som forlagskonsulent, dels som oversætter af både skøn- og faglitteratur, og så var han i perioden 2003-2008 medindehaver af Ryparkens Boghandel.

I 60 år har han været gift med den fortrinlige skønlitterære forfatter og litterat, Hanne Marie Svendsen, og sammen udgav de for et halvt hundrede år siden noget så eksotisk som en dansk litteraturhistorie – på tysk.