Et fuldt og helt teaterliv

Skuespiller, instruktør og fhv. teaterchef Waage Sandø har tjent dansk teater både bag kulisserne og som en eminent skuespiller på scene og skærm. 8. marts fylder han 70 år.

Foto: Bax Lindhardt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et ekstremt lykkeligt liv. Det kaldte skuespiller og tidligere teaterchef Waage Sandø sine glimrende og rimeligt sanddru erindringer, der udkom for et par år siden.

En titel, der slet ikke var ironisk ment. For selv om Waage Sandø både privat og professionelt har haft en bane med op- og nedture – til de sidste hører den erfarne teatermands halvtriste afsked med chefstolen på Folketeatret – så kan man på ingen måde påstå, at den selvbevidste Waage Sandø ikke har levet sit teaterliv med stor appetit og smukt formået at folde sit potentiale ud – både på scenen som den fremragende skuespiller, han er, og bag kulisserne i sit mangeårige virke som driftig og kyndig teaterchef med mottoet underholdning med holdning.

Lad os lige vende skuespilleren først, for det er sådan, et stort flertal af danskerne kender ham.

Ved siden af de store teaterroller gennem årene - Teenagerlove, En anarkists hændelige død, En sælgers død, Sælsomt mellemspil, højdepunkterne er mange - er det naturligvis de populære TV-opgaver, der har gjort Waage Sandø til folkeeje. Hvor fremragende hans fintmærkende apparat fungerer foran et kamera havde han fået lov at demonstrere med nuancerede faderskikkelser i Lise Nørgaard-filmen Kun en pige og Niels Malmros’ Kærlighedens smerte samt TV-serierne Landsbyen og Taxa. Men søndagsserierne Rejseholdet, som den modent stilfærdige opdager IP, og ikke mindst Krøniken, hvor han lånte fysiognomi til den stejle og stivnakkede patriark Kaj Holger, skaffede for alvor skuespilleren Waage Sandø fornyet gennemslagskraft i den brede befolkning.

Et stort repertoire bør vente på Sandø, hvis slebne, nuancerede replikkunst og uomtvistelige sceniske pondus med årene har fået en imponerende fylde. Se bare på den sæson, vi så småt er på vej ud af. Først gav han flot liv til rollen som den brutale pater familias i det fællesnordiske teatersamarbejde Bastard, for kort efter at stå på scenen med følelsesapparatet på fuld styrke i endnu et familiedrama, Aarhus Teaters Other Desert Cities over for selveste Ghita Nørby. Og derudover har han turneret med komedien Kvartetten med sit og hustruen Pia Jondals eget teater – for endelig at runde sæsonen af med rollen som Gregers Werle i Vildanden på Det Kongelige Teater.

Men så er der naturligvis den Waage Sandø, som bag kulisserne har fungeret som teaterchef med mindst ligeså stor scenisk autoritet.

»Jeg har altid været sådan én, der gerne vil være med til at bestemme. Jeg har altid haft lyst til – som nogen måske vil sige det knap så pænt – at mave mig på og møve mig frem. Sætte en dagsorden og bruge kræfter. Heldigvis har jeg haft mange af dem,« sagde han i et interview med Berlingske for nogle år siden.

Et omskifteligt teaterliv begyndte på Privatteatrenes elevskole, hvor han var færdig i 1966. Der var ambitioner i den unge skuespiller, som marcherede direkte ind i Kulturministeriet og fik 35.000 kroner med hjem til at stifte Friluftsteatret i København, som han stod i spidsen for 1968-1973.

Chefjobbene har han taget for sig af: Svalegangen i Aarhus 1970-1975. Odense Teater 1977-85, Det Danske Teater 2001-2007, til 2010 det fusionerede Folketeatret. Direktør for det hele? Det er lige før, man synes det. Ind imellem og samtidig skuespiller og instruktør, bl.a. med fast engagement på Det Kongelige Teater op gennem 1990erne.

Underholdning med holdning har som sagt været hans motto som chef gennem alle årene. I alt, han har lavet, har han haft en tro på, at teatret nytter noget. At teatret stadig kan fortælle historier, som løfter os op over hverdagen og gør verden større.

Skuespillerforeningen af 1879 holder reception 8. marts kl. 14-17, Bispebjergvej 53.