Espressokandens far død

Renato Bialetti, manden bag verdens mest kendte kaffebrygger, er død.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

De står i millioner af hjem verden over, og særligt i Italien er de allemands eje. Moka Express-kanden, den lille oktogonal-formede kaffebrygger lavet af aluminium, der kan lave espresso hjemme på komfuret, er en design- og køkkenklassiker, og nu er manden bag dens globale udbredelse, Renato Bialetti, død, 93 år gammel.

Det var faktisk Renato Bialettis far, Alfonso Bialetti, der i 1933 købte patentet på den lille kande, som fungerer ved, at vand i kandens nederste beholder varmes op til kogepunktet og derefter tvinges op gennem et filter med kaffe og samler sig i kandens øverste beholder. Efter Anden Verdenskrig overtog Renato Bialetti faderens fabrik og begyndte at markedsføre kanden, og snart solgte fabrikken daglig i tusindvis af aluminiumskander med det velkendte bakelithåndtag. Ifølge Bialetti-fabrikken er den oprindelige Moka Express-kande fra de tidlige 1950ere og til i dag solgt i mere end 200 millioner eksemplarer, og den regnes i dag for et designikon, der er at finde på bl.a. Museum of Modern Art. Bialetti solgte familiefirmaet i 1986, og siden er der kommet nye udgaver af espresso-bryggere til.

Efter Renato Bialettis død blev hans aske i øvrigt placeret i en stor udgave af Moka Express-kanden og af hans børn bragt til hans hjemby, Casale Corte Cerro, hvor den først blev velsignet i den lokale kirke og siden begravet ved siden af Bialettis enke.