En stærk kvinde i skriften

60 år. Vibeke Grønfeldt bruger skriften til gentagne undersøgelser af livets grundspørgsmål.

»Jeg ved bedre, hvad jeg skriver, end hvad jeg siger, og kan derfor komme meget længere i skriftform.« Sådan siger Vibeke Grønfeldt selv om sit forfatterskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Jepsen

Vibeke Grønfeldt er en af vore bedste nulevende prosaister, det vil ikke mange betvivle. Hendes rige forfatterskab tæller 19 romaner og et bind noveller, og strækker sig fra debuten »Din tavshed er min skrift på væggen« fra 1976 og frem til i dag, hvor hun stadig er stærkt skabende.

Senest har hun udgivet de anmelderroste romaner »Mindet« (2005) og »I min tid« (2006), der samtidig udgør de to første bind i en romantrilogi, hvor der er skabt berettiget forventninger til sidste bind i serien om den livsduelige ener, pigen Agathes opvækst og forvandling til kvinde, på landet i starten af 1900-tallet. En landbokultur som nu er hidengangen, men som fremmanes overbevisende af Grønfeldt, der selv er skåret af en lignende kulturgeografisk baggrund.

Vibeke Grønfeldt er opvokset på en slægstgård ved Nordby på Samsø, et halvt århundrede senere end sin romanhovedperson. Øen har været forfatterens faste omdrejningspunkt, og hun bor i dag på den sydlige del af øen nær ved Vesborg Fyr. Her bruges de fleste af årest dage med at skrive ved et lille teaktræsbrod med udsigt til kornmarkerne, der strækker sig til det hav, som giver forfatteren den dobbelte forankring som øbo omgivet af et buldrende livgivnede vand.

Det er uden tvivl med til at påvirke hendes lyriske prosa, der tit har haft den ensomme sære karakter som omdrejningspunkt:

»Havet har en afgørende plads i mine minder og i nutiden. Vi kommer fra havet, og det vil være der, når vi er væk. Det mærkes tydeligt i saltpustet. Det høres i bruset. Samme bølger, samme havblik, samme lys. Det er tankernes hvilested, det suger dem til sig og bærer dem væk og udsletter på den måde hverdagens trakasserier. Sus og mumlen er en sang om et andet plan end vores, en anden tidshorisont og en anden kraft. Uden havet ingen ø«.

Sådan har Grønfeldt beskrevet havets betydning.

Men ligeså voldsomt naturen omkring hende raser, og ligeså overbevisende hun indfanger livets sansede og mystiske sider på skrift, ligeså sky er hun som offentlig person. Grønfeldt stiller stort set aldrig op til hverken interviews eller forfatterarrangmenter.

Man mærker hurtigt som læser, at ved siden af hendes levende persongallerier i romanerne, bruges skriften til gentagne undersøgelser af livets grundspørgsmål: »Jeg ved bedre, hvad jeg skriver, end hvad jeg siger, og kan derfor komme meget længere i skriftform. De konkrete ord på papir har ikke kun større præcision, men også større rummelighed og en anden tidshorisont. Forpligtelsen kan fremme redeligheden.«

Sådan taler skriften altså alene for en forfatter, der helst selv vil møde forfattere i bøgerne, og det mantra må en nyfigen offentlighed respektere.

Bøgerne har til gengæld givet hende berettiget opmærksomhed og anerkendelse, hendes roman »Det nye« (2003) var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Derudover har hun modtaget mange priser for sit forfatterskab, bl.a. Det Danske Akademis Store Pris i 1996 og Kritikerprisen i 1999, og hendes romaner er oversat til norsk, fransk, tysk og estisk.