En nødvendig Rasmus Modsat

Ulrik Høy skabte i en årrække, i Weekendavisen, et åndehul for de læsere, der savnede borgerlige ord i hovedstadspressen. 11. januar fylder han 70 år.

Ulrik Høy.   Foto: Adam Garff Fold sammen
Læs mere

Det var ikke nemt at stå fast på borgerlige meninger i det offentlige rum efter 1968. Der blæste en tidsånd i venstre retning, som gjorde de få borgerlige intellektuelle gemytter til ensomme stemmer i ørkenen. Ulrik Høy var en af de få, der råbte op og det gjorde han med skarphed, satire og sproglig elegance.

Den unge Høy stammede fra Silkeborg og fik en uddannelse som cand.mag. i nordisk litteratur og musik. Han satte sig til at skrive læserbreve mod venstrefløjen, mod de kulturradikale, mod De sorte Pantere, mod de røde pædagoger og mod de voldselskende revolutionære bevægelser. Det var en overraskelse, at Weekendavisens daværende chefredaktør Jørgen Schleimann i 1984 ringede til den ellers ganske ukendte Høy og spurgte ham, om han ville være kulturredaktør på Weekendavisen.

Det blev Ulrik Høys store chance og han greb den øjeblikkelig. Samarbejdet med Jørgen Schleimann, en ener i dansk åndsliv, var ikke nemt og efter et par år forlod Ulrik Høy redaktørstolen og blev skrivende journalist.

Det var som om tiden kaldte på en elegant modsiger til tidsånden, der kunne spidde modstanderne med humor og frækhed. 1986-2012 skrev Ulrik Høy hver uge en kommentar, som var med til at profilere avisen og blev et åndehul for de mange borgerlige, der havde svært ved at finde borgerlige artikler i hovedstadspressen.

Ulrik Høy skrev om samarbejdspolitikerne under besættelsen 1940-1945 og hvad han opfattede som deres forræderi, om den danske venstrefløj, der hyldede totalitære regimer og terrorbevægelser, om den provinsielle åndelige forsnævring i Danmark, om hadet til Israel og om ganske almindelige kulturelle og åndelige fænomener, der karakteriserede Danmark. Han blev aldrig medlem af noget parti, men han involverede sig gerne med Værn for Danmark og bl.a. Afghanistan-komiteen, hvor han sammen med den gamle hæders- og modstandsmand Jørgen Røjel oplyste om den sovjetiske fremfærd i Afghanistan.

Skriverierne gjorde ham nok populær i visse borgerlige kredse, men også forhadt i de langt større progressive kredse. Han blev stort set ikke inviteret ind i Danmarks Radio, kun hvis DR-medarbejderne skulle grille ham om irakiske krigsfangers behandling, og der var ikke nogen priser at hente fra fonde og litterære selskaber, selv om han havde fortjent det. Han kritiserede også sin egen arbejdsplads, som da han i en skarp kommentar skrev, at Berlingske Tidendes Fonds journalistiske hæderspris ofte gik til venstreorienterede journalister.

Til sidst blev det for meget. Efter flere år med en borgerlig regering, der ikke viste sig at have åndelig format og mod til at være borgerlig, og efter debatten om de manglende masseødelæggelsesvåben i Irak og mishandlingen af fanger i Abu Ghraib-fængslet, skiftede Ulrik Høy mange af sine synspunkter ud. Han erklærede Helle Thorning-Schmidt sin kærlighed og blev pludselig fuld af forståelse for de positive sider af samarbejdspolitikken. Skiftet forbløffede mange, og fik gamle kampfæller til at undre sig.

Ulrik Høy forlod i 2012 sin stilling på Weekendavisen som led i en sparerunde, og nyder nu sit otium i Espergærde. Men i de bedste år stod han som en modig og nødvendig Rasmus Modsat, mens universitetsmarxisterne badede sig i tidsåndens fristende venstrefløjstirader.