En konservativ nestor

Hvis de Konservative indtræder i en borgerlig regering efter valget, er der en række centrale ministerposter, som Brian Mikkelsen oplagt kan bestride.

Foto: Thomas Lekfeldt

Selv om Brian Mikkelsen kun er 49 år, må han betegnes som en nestor i Det Konservative Folkeparti.

Sammen med Per Stig Møller, som ikke genopstiller ved dette valg, er Brian Mikkelsen den eneste i den nuværende folketingsgruppe, som har været minister i alle årene i Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussens statsministertid.

Han har været såvel økonomi- og erhvervsminister som justitsminister og kulturminister. Og i dag beklæder han den vigtige post som gruppeformand. En post, der ikke er blevet mindre betydningsfuld i det seneste års tid, hvor Det Konservative Folkeparti har haft en partiformand, der ikke var medlem af Folketinget.

Hvis Det Konservative Folkeparti efter valget igen kommer til at indtræde i en borgerlig regering, vil Brian Mikkelsen sikkert blive en af de centrale ministre. Der er utallige muligheder for, hvilket resortområde, han i givet fald vil få. For, som de mange ministerposter, han allerede har haft, afspejler, er han en usædvanlig alsidig politiker, som har en stor viden og interesse for både værdipolitik og økonomisk politik.

Inden for begge områder har han udprægede klassiske konservative holdninger og har altid haft det. Allerede som 12-årig fik han optaget sit første læserbrev i avisen, da han skrev i BT om det problematiske ved statsminister Anker Jørgensens gældsætning af Danmark.

Og da han som 13-årig skoleelev, der fulgte opmærksomt med i det politiske liv i aviser og TV, oplevede, hvordan Sovjetunionen i 1979 overfaldt og invaderede Afghanistan, blev han bekræftet i, at han hørte hjemme hos de Konservative, som var udtalt modstander af udemokratiske kommunistiske regimer.

Efter studentereksamen ville Brian Mikkelsen egentlig have studeret historie på universitetet, men han blev rådet til i stedet at læse statskundskab, fordi det så ville være lettere at få et arbejde.

Interessen for historie har han dog beholdt, og sin fritid bruger Brian Mikkelsen blandt meget andet på at læse bøger om engelsk historie og om Anden Verdenskrig samt diverse historiske biografier. Ligesom han f.eks. lægger vægt på at tage sine »sammenbragte« børn med på museum.

Brian Mikkelsen stillede første gang op til Folketinget som 24-årig i 1990 og blev valgt ind i 1994. Samme år færdiggjorde han sin kandidatuddannelse i statskundskab, og han slog nu ind på en politisk karriere på fuld tid.

Som kulturminister under Anders Fogh Rasmussen 2001-2008 lå det ham meget på sinde at genskabe den almene dannelse, som han mente var gået tabt hos mange danskere, ved bl.a. at søsætte den meget omtalte kulturkanon, og det er stadig et af de projekter, som Brian Mikkelsen er mest stolt af.

Han ser fortsat fastholdelsen af dansk kultur og identitet som en af de vigtigste politiske udfordringer i dag og betragter derfor tilbagerulningen af den nuværende regerings lempelser på udlændingeområdet som en af de vigtigste opgaver i fremtiden.