En journalistisk stilist fylder rundt

Berlingskes Poul Høi bliver 28. november 50 år omgivet af klapperslanger, retrievere, hustru og to børn.

Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Hvad laver ham Poul Høi i Santa Fe? Spørgsmålet stilles ofte drillende af kolleger, men også af Poul Høis tusinder af fans. Nogle gange med en helt anden dagsorden end blot at fortælle, at det er da et mærkeligt sted at sidde. For de læsere, der stiller spørgsmålet, er fans af Poul Høi. De ønsker i virkeligheden, at han er overalt i USA og ikke bare sidder i en gammel hippiefælde i New Mexico.

De læsere kan glæde sig over, at han faktisk er overalt. For intet er for småt eller for stort til Poul Høi, som med sin skarpe »pen« og næsten litterære evner formår at få amerikanernes sande liv til at blive vedkommende for selv de mest indædte USA-skeptikere. Og han holder sig ikke til det. Han kalder sig nu »Berlingskes altmuligkorrespondent«, som skriver de historier, andre opgiver, og sætter perspektiv på de helt store historier rundt om i verden. Fra terroristers sande motiver til Europas blodige slagmarker og historie, som han studerer med stor flid.

Bevares, han har sin hade-klub som alle ordentlige journalister har. Derfor gider han heller ikke blogge mere eller være på Facebook. I godt to år skrev han bloggen »Høisonten«, som blev meget populær, men også engang imellem var samlingssted for folks bramfrie meninger om alt mellem himmel og jord. For det meste om alt muligt andet end det, bloggen handlede om. Det distraherer. I dag gør han en dyd ud af at holde sig til avisen og b.dks website og bruger tiden på at finde den helt rigtige historie, at give den en Poul Høi-drejning og servere den med en fængende overskrift, der er dækkende for artiklens indhold, men som også sætter en særlig ramme for historien.

Men kan han overhovedet det der med klapperslanger? Det er nemlig nødvendigt der, hvor han bor. For huset ligger et stykke ude i ørkenen. Her lever han med sin hustru, to børn og to golden retrievere. Sidstnævnte er ikke meget værd, når huset skal ryddes for uvedkommende vilde dyr. Der har han sin hustru, Anne Birthe, der ved, hvordan slanger skal fjernes fra hjemmet, så Poul og de to døtre, Viktoria og Katherina, samt hundene Buddy og Biscuit kan spise morgenmad i fred.

Men han har ikke hele livet levet i ørkenen. Poul Høi startede sin udlandstilværelse i 1995 med at pakke fire kufferter sammen med sin hustru og drog af sted til USA for at læse ved American University i Washington DC. Derefter blev han korrespondent for Berlingske i New York 1996-98, inden han fik posten som korrespondent i London frem til 1999, hvorfra han så vendte tilbage til USA – denne gang som bladets korrespondent i Washington DC.

Poul Høi var således i USA 11. september 2001, da fire fly blev kapret af terrorister. Og fik travlt også denne dag. Han fik blandt andet for den indsats Cavling-prisen – journalisternes fornemste pris i 2002, og året forinden havde han i øvrigt fået en anden fornem pris, Berlingske Journalisters pris.

Poul Høi kender verden, for det gør folk, der er født i Skjern. At han også i sin ungdom blev betaget af Milton Friedman og blev glødende libertarianer og meldte sig ind i Fremskridtspartiet og oven i købet holdt tale med Mogens Glistrup i Fælledparken som 17-årig, er i dag glemt. Poul Høi er først og fremmest journalist uden politisk tilhørsforhold og holder som en god reporter sine meninger uden for reportagerne. At disse så har perspektiv og dybde kan skyldes, at han inden sin journalisttid rundede teologi-studiet i København. Der er måske gået en grundtvigiansk prædikant tabt i Poul Høi. Men til gengæld har Berlingskes læsere fået så meget andet. Nemlig en engageret skribent, der ved, hvordan man skærer en historie til.