En humoristisk, vellidt graver

Morten Birkedal Frich er chef for Gravegruppen på Berlingske og har bl.a. fået Cavling-prisen for sit arbejde. 25. november fylder han 40 år.

Morten Birkedal Frich har modtaget mange priser for sit arbejde. her modtager han Berlingske Fonds Hæderspris 2011. Foto:Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Morten Birkedal Frich har været en del af Det Berlingske Hus siden 1999, og i de seneste syv år har han været en absolut drivende kraft i Gravegruppen – Berlingskes redaktion for undersøgende journalistik. En gruppe, han i dag er chef for.

Morten Frich blev født i Aalborg, voksede op i København, men fik studenterhuen på tilbage i Aalborg. Efter gymnasiet gjorde han tjeneste i Forsvaret og var bl.a. udstationeret på Balkan i begyndelsen af 1990erne. Han blev i 1999 færdiguddannet fra Journalisthøjskolen efter praktiktid på Jyllands-Posten. Samme år blev han ansat på Berlingske Tidendes erhvervsredaktion og pendlede hver morgen til København fra sin bopæl i Aarhus for at møde på arbejde.

I de følgende år var han en tur forbi BTs sportsredaktion samt Berlingskes Nyhedsmagasin, før han i 2006 blev hentet til Berlingske for at bedrive undersøgende journalistik, og i 2007 var han med til at stifte Gravegruppen. Der har Morten Frich siddet siden, og i den periode har han skrevet flere opsigtsvækkende, dagsordensættende historier samt vundet flere hæderspriser for sin journalistik, end mange andre når gennem en hel karriere.

Det skyldes bl.a., at han har en høj integritet, en veltunet dømmekraft og en evne til at tænke nyt, samt at han investerer tid og tålmodighed i sine historier – som da han brugte tre år på at researche sig ind i bande- og rockermiljøet.

Hans arbejde er hædret med flere priser. Cavling-prisen i 2008 for artikelserien »Forbrydelsen«, der afslørede svigt i politiet, Den Berlingske Fonds Journalistpris i 2011 og i 2012 prisen for Fremragende Undersøgende Journalistik - begge for afdækningen af bande- og rockermiljøet, bl.a. i bogen »Kronvidnet«.

Set fra en kollegas skrivebord er det mest prisværdige egentlig, at Morten Frich gennem alle årene på Berlingske har haft og bevaret begge ben på jorden. Han er en omgængelig, humoristisk, vellidt kollega og en værdifuld sparringspartner og coach for journalisterne i Gravegruppen.

Privat brænder Morten Frich for at løbe, gerne 40-50 km om ugen. Men mest af alt for familien – sin hustru Katrine, der også er undersøgende journalist, datteren Pil på et år og de to større drenge, Bror og Gustav.