En glad giver

Otto Johs. Detlefs er en af de mæcener, uden hvilket det danske kunst- og kulturliv ville være langt ringere stillet. Generøsiteten er også udstrakt til blandt andre Københavns Zoologiske Have.

De glade givere var afdøde Knud W. Jensens betegnelse for mennesker, der som han selv havde grundlagt museer.

Det har Otto Johs. Detlefs – 75 år 16. januar – ganske vist endnu til gode.

Men han har via et af sine pengetræer, Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde, gjort en meget stor indsats for Kunstmuseet Arken. Både en udbygning, flere større erhvervelser til samlingen og en kunstpris er det blevet til.

Udbygningen af Arken, der bestod af en skulptursal, nye undervisningsfaciliteter og et indgangsparti, foregik i 2009. Og når Michael Elmgreens & Ingar Dragsets skulptur forestillende en lille dreng på en gyngehest senere på året opsættes i forbindelse med omlægningen af Arkens ankomstområde, er det også Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde, der har betalt for værket, som tidligere har været opstillet på Trafalgar Square i London.

Også Statens Museum for Kunst har nydt godt af fødselarens gavmildhed. Det renoverede indgangsparti og den nyanlagte museumshave er således betalt af Detlefs. Ballet og kunsthåndværk er løbende blevet tilgodeset, blandt andet i form af finansiering af betydningsfulde priser.

Udover det store engagement i det danske kunst- og kulturliv kan fremhæves en af Detlefs måske mest kendte donationer:

Den 15.000 kvadratmeter store savanne i Københavns Zoologiske Have inklusiv erhvervelse af tre nye næsehorn. De hedder Curt, Minna og Karen. Nævnes må også renoveringen af en gammel tunnel under Roskildevej, så handicappede børn kan få adgang til de nye anlæg i Zoologisk Have. Hvert andet år inviteres familier med kræftramte børn desuden på besøg i haven – takket være Detlefs.

Midlerne i fondene stammer fra giverens lange indsats i dansk erhvervsliv. Otto Johs. Detlefs er udlært i ØK, og på grundlag af sine erfaringer med handel med halvfabrikata i metaller stiftede han i 1971 sit eget firma, OJD Trading, der fremstiller forskellige produkter, herunder bremser til personbiler. Selskabet har i dag til huse i en nyopført ejendom på Solrød Strand, der også bærer præg af grundlæggerens store interesse for kunst.