En af britisk scenekunsts store

Joss Ackland er en af britisk dramas store skikkelser, men også i privat har han været kastet ud i det store drama.

Joss Ackland var i mange år en af Englands mest elskede og respekterede skuespillere. Det afspejles bl.a. af hans mere end 130 roller på film og TV- ofte i mindre karakterroller eller som (karakter)skurk. Han var nomineret til den britiske Oscar - en BAFTA - for sin fremstilling af Jock Delves Broughton i »Farligt forfald« (»White Mischief«, 1987) om dekadente briter i Kenya i 1920erne. Nu bliver han 90 år 29. februar eller rettere 1. marts, da datoen jo i år er udgået af kalenderen.

Jocelyn »Joss« Ackland blev født i North Kensington, London. Tidligt tog han undervisning i tale og drama, men kæmpede som ungt menneske med at finde sin plads i engelsk drama, så i stedet tog han sin unge hustru, skuespillerinden Rosemary Kirkcaldy, med til Kenya, hvor han i seks måneder bestyrede en té-plantage. Oprør fra Kenyas sorte befolkning truede imidlertid den herskende, britiske klasse og løsrivelse fra den gamle kolonimagt tegnede sig mere og mere tydeligt forude, så parret valgte af sikkerhedsgrunde at rejse videre til Cape Town i Sydafrika. Her fik parret pænt gang i skuespilkarrieren, men efter to år valgte de alligevel at rejse tilbage til England.

Her sluttede Joss Ackland sig til ensemblet på Old Vic, hvor han bl.a. stod på scenen med andre af den britiske skuespilkunsts senere mastodonter som Maggie Smith, Judi Dench og Tom Courtenay. Joss Ackland spillede i 1979 sammen med Alec Guinness i BBC-udgaven af John le Carrés »Dame Konge Es Spion« og i 1980erne havde han betydende roller i film som »Dødbringende våben 2«, »Jagten på Røde Oktober« og som nævnt »Farligt forfald«.

Ikke mindst blev han 1985 bemærket for sin rolle som C.S. Lewis, forfatteren til Narnia-bøgerne, i TV-versionen af »Skyggeland« / »Shadowlands«, der skildrer Oxford-ungkarlen Lewis’ sene forelskelse og ægteskab med en amerikansk kvinde, der imidlertid får cancer og dør kort tid efter. Anthony Hopkins gentog rollen ti år senere på film dog uden at udviske Joss Acklands bevægende fremstilling.

På teatrene i London spillede Ackland Juan Perón i Tim Rice og Andrew Lloyd Webbers »Evita«, og han spillede med i Stephen Sondheims »A Little Night Music«. 2008 medvirkede han såmænd også i et afsnit af »Barnaby«, som sir Freddy Butler i episoden »Vixens Run«. Afsnittet har også en anden af de store gamle, Siân Phillips, på rollelisten. Og 2013 spillede han titelrollen i Shakespeares »King Lear« på Old Vic.

Ackland og hans hustru var gift i 51 år og fik syv børn og 32 børnebørn. Selv om hans roller ofte førte ham vidt omkring geografisk, har Ackland fastholdt, at parret aldrig har været adskilt én nat.

I 1963 stod deres hus i Barnes i flammer, men Rosemary, der på det tidspunkt var gravid, fik deres fem børn ud af huset og i sikkerhed, også selv om det betød, at hun til sidst selv måtte springe for livet fra deres soveværelsevindue på 1. sal. I faldet brækkede hun ryggen. På hospitalet fik hun at vide, at hun sandsynligvis ville miste sit ufødte barn og at hun måtte indstille sig på ikke at komme til at gå igen. Men Rosemary fødte sit barn som planlagt og efter to år havde hun genoptrænet sig selv til at gå.

Parrets ældste barn, Paul, døde af en overdosis heroin i 1982. Han blev 29 år og Rosemary døde efter svær sygdom i 2002. Joss Ackland redigerede og udgav 2009 sin kones dagbogsoptegnelser under titlen »My Better Half and Me: A love affair that lasted fifty years« - mig og min bedre halvdel - en kærlighedsafffære, der varede 50 år.