En ægte original er ikke mere

Læs Berlingskes nekrolog over Robin Williams, der mandag døde i en alder af 63 år.

Foto: Fred Prouser

Robin Williams var en helt unik naturkraft i stand-uppen og filmens verden.

Han tog ethvert rum med storm med sin glødende evne til at improvisere, og hans talent var så bredt, at han også magtede helstøbte filmroller. Inden i ham var der en melankoli og en sorg, der supplerede komikken, og som måske tog livet af ham til sidst.

I 2003 mødte jeg Robin Williams. Det var ikke på tomandshånd, men det var til en pressekonference på filmfestivalen i Berlin, hvor temaet var den relativt ligegyldige science-fiction thriller ”Final Cut”. Pressekonferencen kom til at handle om alt muligt andet, og komikernes tilstedeværelse var helt elektrisk.

Han kunne som ingen anden skyde i øst og vest med de vildeste forskellige referencer, så man lå helt flade af grin. Jeg havde aldrig set noget lignende. Et genhør med dele af pressekonferencen minder om at blive smidt midt ind i et stand-up show, hvor komikeren er hoppet ud uden faldskærm, og river fantastisk dygtigt, men også manisk og nærmest desperat ned fra alle hylder.

Da en mobiltelefon gik i højttalersystemet med en karakteristisk klikken, lød det fra Williams: ”Please stay with your group, no panic”. Manden kunne simpelthen ikke lade være. Eller man kan vende det om og sige, at han gavmildt gav humor fra sig hele tiden. Selv instruktøren bag ”The Final Cut” var i krampegråd og fik ikke sagt meget. Hvo end Robin Williams stod og gik blev det til et one-man-show.

Improvisatorisk festfyrværkeri

En australsk journalist lagde ud med et spørgsmål. Hun fik aldrig sit svar, men til gengæld et: »Heallloou baby, what are you doing dangling that baby in front of the crocodile…«

Da han lidt senere blev spurgt om, hvorfor han først for nylig igen var begyndt med stand-up show, svarede han, at inspirationen var »Bush og Donald Rumsfeld, der ligner min far efter et par cocktails for meget«.

Inden Williams forlod scenen efter en halv times optræden, havde han parodieret Jack Nicholson, vist sine hår på brystet for at sammenligne med en pels i salen, talt fire forskellige dialekter og parodieret både børn, oldinge og alle aldre ind imellem.

Han mente, at han stadig manglede at spille »Einstein on Ice«. »Det kunne være en god idé«.

Hvordan holdt han sig i form?, blev han spurgt. 

»Jeg spiser stort set, hvad jeg vil, men jeg cykler meget. Jeg er bike-sexual. Jeg cykler hårdt, og jeg cykler længe. Behøver ikke viagra. Og selv om Janet Jacksons bryst kun var fremme et splitsekund, nåede jeg at se, at det ikke lignede et dørhåndtag.«

På et tidspunkt fjernede vi os så meget fra den film, der skulle promoveres, at en journalist spurgte, om han altid var så livlig – også derhjemme?

»Ja, men det er hårdere for din egen familie, for de bor sammen med dig. Når børnene ryster på hovedet, må man anstrenge sig yderligere. Min familie er mit hårdeste publikum.«

I øjeblikket spekuleres der i USA om, hvorvidt Robin Williams har taget sit eget liv, da bagsiden af hans nærmest maniske drive imod at underholde var depressive perioder.

Han kvittede kokainen i 1980erne efter en tur på afvænningsklinik, og det samme skete med alkohol i 2006. Og derfor har hans enke, to ekskoner og tre børn formentlig været vidner til både opture og nedture, men det overlader vi i skrivende stund til andre medier at udrede.

Bedre end manuskriptforfatterne

Allerede fra begyndelsen af karrieren var det tydeligt, at Robin Williams var noget særligt.

I skoleårbogen benævnte de andre elever ham både som »dem morsomste« men også som »den som havde mindst sandsynlighed for at opnå succes«. Robin Williams gennembrud kom i TV-serien »Mork & Mindy«, hvor han spillede Mork, manden fra det ydre rum, der så på verden med alternative øjne, og dermed var årsag til kaskader af grin foran fjernsynsskærmene i årene fra 1978 til 1982.

Til den første audition blev Robin Williams bedt om at sætte sig ned i en stol over for producenten, Garry Marshall, hvorefter han kravlede op i sin stol og satte hovedet i sædet, mens kroppen flagrede rundt i luften. Han blev ansat på stedet.

Efterhånden som manuskriptforfatterne lærte Williams og hans talent at kende, fik hele holdet konkurrence på grund af Williams unikke evne til at improvisere.

Næsten uanset, hvad der stod i manuskripterne, kørte Williams løs med improvisationer, der var sjovere end de skrevne ord. Til sidst skrev man ofte blot i manuskriptet »Her kan Mork slå sig løs«. Det er lidt den samme fornemmelse, man havde med et stort improvisatorisk talent som Dirch Passer. De blev begge to mange gange større og vigtigere end deres film, og var meget svære at styre.

Anerkendt med Oscar Robin Williams blev dog med tiden bedre til at bruge sit talent i de gode historier og de visionære instruktørers tjeneste, hvad listen over hans ti bedste film tydeligt viser.

Især i 1980erne og 1990erne skabte han de mest sammenhængende roller, hvor han blev nomineret til fire Oscars og vandt en af dem. For sin birolle som Matt Damons mentor i »Good Will Hunting«.

Rollen her lignede en mere moden variant af den, han spillede i »Døde poeters klub«, hvor han som litteraturlærer på en kostskole inspirerede en flok unge drenge til at elske poesi og til at »gribe dagen«.

Filmen blev et fænomen i 1990, og jeg overdriver ikke, når jeg siger, at omkring halvdelen af eleverne på en international uddannelse, jeg var på Bruxelles to år efter, havde skrevet »Grib dagen« som deres motto i den blå bog.

Det var lige netop det, som »Døde poeters klub« handlede om, og i den film rørte Oscar-nominerede Robin Williams formentlig flest. Med »Good Morning, Vietnam« (1987) som den tætteste konkurrent.

På finurlig dobbeltvis handler filmen om både en entertainer, nemlig om en disc-jockey, og om et helt menneske, efterhånden som filmen folder sig ud. Den amerikanske filmanmelder Roger Ebert konkluderede i sin anmeldelse: »I begyndelsen af filmen er hans øjne uigennemsigtige. Når den slutter, kan vi se, hvad han tænker«. Det blev dog også kun ved Oscar-nomineringen denne gang.

Også god til skurkefaget

Det er naturligvis smag og behag, men den rolle, hvor Robin Williams filmstjerne lyser klarest er i mine øjne som hjemløse Parry i Terry Gilliams »The Fisher King«.

Her optræder Williams nøgen – både i bogstavelig forstand – men også mentalt. Han har poesien, humoren og smerten. Man føler næsten, at man kan se ind i hans arrede sjæl, hvor det nogle gange gør meget ondt.

Senere i karrieren spillede Robin Williams med stor overbevisning deciderede skurke. For eksempel i »Insomnia«, hvor han jages af Al Pacino eller i »One Hour Photo«, hvor han er en slibrig og uhyggelig fyr, der går lidt for meget op i Connie Nielsens indleverede familiefotos.

Robin Williams havde galskaben og de brede skuespillerskuldre til også at klare den slags roller troværdigt, selv om vi var vant til at grine af ham.

Når Williams CV byder på mere end 100 titler på næsten 40 år, er der naturligvis mange dårlige film imellem. Film der efter vores smag her i Europa blev for sentimentale eller for karrikerede, men jeg vil samtidig påstå, at ingen af de film, jeg gennem tiden har set med Robin Williams, har været spild af tid.

Der var altid et eller andet, der funklede i få øjeblikke, som da Williams tidligt i karrieren spillede lige op med legenden Walter Matthau i »Op på patronerne«, eller da han i nyere tid kiggede vitalt ind som Teddy Roosevelt i den ellers meget larmende »Night at the Museum«, hvor vi i øvrigt stadig har ham til gode i den tredje film i serien.

Ikke grinet sidste gang

Robin Williams bød altid ind. Gerne med overbud.

Da han indspillede sin i animationsfilmelskerkredse nærmest legendariske stemme til lampens ånd i »Aladdin«, indspillede han hele 16 timers replikker, og mange af dem var improviserede.

Det siges, at manuskriptet til »Aladdin« blev afvist af Det amerikanske filmakademi, fordi der var for meget improvisation i det endelige produkt. Umiddelbart lyder det som en konspirationsteori, men tanken fortæller meget om Robin Williams arbejdsmetoder.

»Aladdin« tåler virkelig et gensyn, og da Williams ven Steven Spielberg, nogle år senere stod med et meget stort filmset af skuespillere og filmarbejdere, der var ramt af de alvorlige temaer i »Schindler’s list«, skete det, at Spielberg ringede til Williams.

Han bad ham fortælle et par vittigheder over telefonen og satte derefter sin telefon til store højttalere, og ud over de deprimerende kulisser gjaldede Robin Williams. Ganske ofte »in character« som lampens ånd fra »Aladdin«.

Privat var Williams også lidt af en practical joker. Da hans gamle ven fra de unge skuespillerdage Christopher Reeve kom ud for en tragisk ridesportsulykke, dukkede Williams op på hospitalet en uge efter.

Maskeret til ukendelighed som russisk læge med tyk dialekt. Da Reeve forstod sagens rette sammenhæng, grinede han for første gang siden ulykken.

Nu da Robin Williams ikke er mere, har vi for sidste gang grinet af Williams. Når det gælder nye komiske kreationer. Men med ganske stor sikkerhed, vil vi meget længe komme til at grine af den store arv, han efterlader sig.

De bedste roller:

  • Insomnia (2002)
  • One Hour Photo (2002)
  • Good Will Hunting (1997)
  • Mrs. Doubtfire (1993)
  • Aladdin (1992)
  • Fisher King (1991)
  • Livet længe leve (1991)
  • Døde poeters klub (1989)
  • Good Morning Vietnam (1987)
  • En russer i New York (1984)
  • Verden ifølge Garp (1984)