Ekstrem kongelig har man vel lov til at være

Annemette Krakau har i ti år stået i spidsen for Danmarks royale ugeblad. Sansen for, hvad der interesserer læserne, har hun bl.a. fra jobbet som journalist på BTs debatredaktion.

Annemette Krakau har stået i spidsen for Billed-Bladet i ti år. Foto: Jesper Sunesen/Billed-Bladet
Læs mere
Fold sammen

Lidt kongelig har man da lov til at være.

Sådan lyder det humoristiske reklameslogan for Billed-Bladet, men når det gælder Annemette Krakau ville det være en underdrivelse.

Hendes hverdag som chefredaktør for »Danmarks royale ugeblad« er ekstrem kongelig og fyldt med røde løbere, diademer, vinkende kongelige hænder, festkjoler og nyheder om de kongelige – ikke bare fra det danske kongehus, men også fra monarkierne i Norden og resten af Europa.

I godt ti år har hun siddet på posten, og det gør man ikke i Aller-koncernen – eller andre mediehuse for den sags skyld, hvis ikke man formår at få oplags-, annonce- og læsertal til at pege i den rigtige retning.

Annemette Krakau har med andre ord den kombination af evner, som gør en god chefredaktør. Vedkommende skal kunne forstå en læserundersøgelse, være lydhør over for blad-ejernes ønsker og strategier og ikke mindst have fornemmelse for læsernes ønsker og interesser.

I Billed-Bladets tilfælde, bladet har 450.000 læsere om ugen, skal man forstå og kunne tilfredsstille læsernes umættelige sult efter nyheder om kongelige og kendte. Den slags lander ikke på redaktørens bord som stegte duer fra himlen, men kræver hårdt arbejde. Chefredaktøren og journalisterne skal hele tiden være på mærkerne for at opsnappe nyt om de kongeliges liv og færden – i det seneste nummer kommer læserne bl.a med Kronprinseparret på vinterferie i Schweiz (»Mary, Frederik og børnene nød kongelig kvalitetstid«) og til 80-års fødseldag hos Norges kong Harald (»Harmoni på slottet«). Begivenhederne bliver beskrevet med begejstring og venlighed. Her er ingen diskussion om monarki versus republik, apanagernes størrelse, prisen for festen og de kongeliges opførsel, sådan som man ser det i andre medier.

Annemette Krakau personificerer denne udelte begejstring, når hun ved store kongelige begivenheder optræder som live-kommentator på TV2 sammen med folk som Nata-sja Crone, Morten Ankerdal og Ulla Terkelsen.

Efter studenter- og HH-eksamen var det Annemette Krakaus plan at læse jura, men et job på lokalradioen i Korsør, hvor hun stammer fra, fik hende på andre tanker. Hun ville være journalist, og i 1989 blev hun ansat på debatredaktionen, Ring og Skriv, på BT, hvor hun fra første parket fik udsigt til, hvad der rører sig i danskerne og folkesjælen.

»Det var en fantastisk tid, ikke mindst på grund af et par kloge og dygtige mentorer, redaktørerne Bjørn Westergaard og Bent Sørensen, som sad få meter fra mig på nyhedsredaktionen. Jeg så og hørte dem arbejde, sugede til mig – og stille og roligt kastede de mig ud i flere og flere opgaver,« siger Annemette Krakau.

I 1991 kom hun til Aller Media, og her har hun nu været i 26 år. I første omgang var hun journalist på Ude og Hjemme, og de seneste ti år har hun været chef for et af landets største ugeblade, og det kræver sin kvinde at blive siddende så længe på sådan en post i en tid, hvor medierne har nedtur.