Dramatiker til verdens ende

. Hun skirver eksistentielt foruroligende og civilisationskritiske drømmespil. Astrid Saalbach er en de vigtigste stemmer i dansk dramatik.

foto: David Leth Williams Fold sammen
Læs mere

»For at tage det sidste først, har jeg netop afleveret et nyt stykke, skrevet på bestilling til henholdsvis et stort dansk og et stort svensk teater, som efter planen skal have premiere i 2016.« Sådan skriver dramatikeren og forfatteren Astrid Saalbach i en mail i forbindelse med sin runde dag. Teatret har hun altså heldigvis slet ikke opgivet, til trods for den polemik, der opstod i kølvandet på det stykke, som var bestilt til Folketeatret for et par år siden.

Teaterchefen ville ikke spille det. Var han i sin gode ret til at takke nej? Ja, mente teatret. Nej, mente dramatikeren, som efterfølgende skrev en »lille, ond roman« – ordene er forfatterens egne – »Klapperslangen«. Den handlede måske nok om en kvindelig forfatter i en psykisk nedbrydningsproces og kunstnerisk krise, men var tillige en nøgleroman og et frontalangreb på det, Saalbach også her i avisen kritiserede som mændenes magtmonopol i dansk teater: »Det er mænd overalt. De har de bedste netværk. De bliver siddende på magten i 20 år og vælger hinanden og giver hinanden priser og hæder. Kvinder har en angst for hinanden, og de promoverer ikke hinanden og stoler ikke på hinanden. Det er vores svaghed.«

Det afviste stykke, »Frisørerne«, endte med i stedet at få urpremiere på det lille Teater Får 302 i Nyhavn. Uden helt at overbevise om, at det var værd at spille.

Det er der til gengæld så meget andet af Saalbachs dramatik, der har været. Og at hun stadig har tillid til teatret er livsbekræftende, ikke mindst med tanke på, at hun aldrig har lagt skjul på, at hendes seneste romans hovedfigurs afmagt også var hendes egen.

Kunne hun overhovedet genkende sig i tiden? Var der overhovedet plads til hende i dansk teater længere? Det har der jo ellers i den grad været, hvis vi kigger tilbage til skuespilleren Astrid Saalbachs småsensationelle dramatikerdebut, der fandt sted i Radioteatret i 1981.

Gennem hele forfatterskabet, der op gennem 1990erne gjorde hende til en af dansk teaters vigigste, formeksperimenterende stemmer, er virkeligheden måske nok konkret, nøgternt og køligt beskrevet, men er også en psykologisk størrelse, som skildres sansende, surreelt-symbolladet.

Strindberg og den tyske dramatiker Botho Strauss er et slægtskab, som ikke fornægter sig. Eksistentiel ubalance, angst for det fremmede, for det ukendte og for forandring er tilbagevendende temaer.

Lige under overfladen lurer katastrofen, afgrunden, verdens ende – »Verdens ende« var faktisk navnet på et stykke fra 2003. Det montageprægede »Morgen og aften« tematiserede kærligheds- og meningstabet.

I »Det velsignede barn« bliver mennesker deforme og mister evnen til at reproducere sig. Passionsdramaet »Aske til aske, støv til støv« (1998) var baseret på en virkelig mordsag og handlede om individet, der overskred selvets grænser.

I det hele taget tager Saalbach farve af den verden, der omgiver hende, og som hun forholder sig civilisationskritisk til – vel at mærke uden at levere svar. Monologen »Pietá«, også spillet internationalt som mange andre af Saalbachs stykker, var en historie om karrierekvindens fallit. »Rødt og grønt« vakte debat især i Sverige, hvor skildringen af skandinavisk ulandsbistand – gavner den overhovedet andre end bureaukraterne? – blev en anstødssten for nogle. Hendes eget svar har været det samme, hvad enten det har handlet om politisk ukorrekte angreb på kvinders selvforståelse eller på ulandsbistanden.

»Jeg har altid haft synspunkter, der stødte an, og en kunstner må jo netop skrive åbent mod tidsånden og fordommene,« har hun sagt her i avisen.

Ved siden af teaterstykkerne har Saalbach skrevet prosa. På det felt debuterede hun med de lavmælte hverdagsnoveller i »Månens ansigt (1985). Romanerne »Den glemte skov« (1988) og »Fjendens land« (1994) skildrede komplekse forhold mellem mor og barn.

Siden fulgte den anmelderroste »Den hun er« (1999), samt »Fingeren i flammen« (2005) om seksuel chikane. »Fordrivelsen« fra 2011 handler om, hvad der sker, når et menneske mister sit sted i verden og bliver en anden.

Det er i det hele taget det, der har været hendes fornemme indsats: At søge at skrive sig sanseligt ind på menneskers sted i verden. Og på menneskets afvikling.