Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Som ambassadør dybt inde i Afrika – og så at skulle have sin 60-årsdag omtalt i avisen ligger ikke lige for. Næh, Dan E. Frederiksen, vor mand i Kampala dækkende Uganda, Burundi og Rwanda vil hellere passe sin dont efter princippet: at være, ikke at synes. Eller som allerede romerne udtrykte det: esse, non videre.
Men han er med sit vindende væsen, danske manerer og flotte grå manke i høj grad synlig på det mørke kontinent, hvor han nu har været i foreløbig syv år.
Det er årtier siden, at diplomaters karriere var standardiseret. Også DEF har været vidt omkring.
Første skridt var da faren, flymekaniker hos SAS i Kastrup, blev udstationeret i Billund. Familien flyttede fra en trang lejlighed på Amager til hus og have i Billund med eget drengeværelse til Dan på 14 og Legoland i nabolaget. Immigrationen lykkedes.
»For københavnersnuden, som jeg blev kaldt, fik gode jyske kammerater med venskaber, der holder endnu.«
Første student
Han blev familiens første student, var samfundsnysgerrig og valgte scient.pol.-studiet i Aarhus med bl.a. Jacob Buksti og Erling Bjøl som lærere, og vandt den psykologistuderende Margrethes hjerte.
»Og så kunne vi lige så godt gifte os, men hun var skeptisk, da hun mærkede mine planer om at have arbejde rundt om i verden. For dér gider jeg ikke følge dig!«
Av da. Første skridt som forsker var derfor på hjemlige akademiske forposter i Esbjerg og Haderslev med projektet »En analyse af Sovjetunionens invasion i Afghanistan«!
Men så lokkede udlandet og en plads hos FN og FAO i Addis Ababa i Etiopien.
»Projektet blev forelagt fruen, og hun sagde ja – og sådan har det været siden ved hver ny position, som vi har været fælles om at sige ok til. Derfor holder vores ægteskab nok så godt – nu på 36. år.«
Hedeselskabet manglede en med Frederiksens ekspertise til udlandsafdelingen, og det gjorde Udenrigsministeriet også tre år senere, og så var han i den diplomatiske karriere med hjemme- og udeposter i Dhaka og Genève, til han blev ambassadør i Pretoria.
»Det var lige mig, idet jeg allerede i studieårene havde været dybt engageret i anti-apartheidbevægelsen.«
Anderledes udfordring
I fem år var han attacheret de i alt syv lande i Afrikas fodende og havde travlt med at introducere dansk erhvervsliv til at engagere sig under devisen »Det er nu, toget kører.«
Udfordringerne er anderledes i Kampala. Uganda får over 300 mio. i årlig bistandsstøtte, men fordelingen er ændret noget, efter at landet har indført en omdiskuteret anti-homolov.
»Vi holder os stadig til at tale om vort danske grundlag – ikke at gøre forskel på mennesker, hvad angår hudfarve, køn, tro eller seksualitet,« lyder det diplomatisk.
For at fejre fødselsdagen lidt for sig selv, tager ægtefællerne i morgen tidlig den firhjulstrukne amerikanske Jeep – hans stolthed – og sætter kursen mod en lodge, hvor der er walking safari. Men den 60-årige fejres én gang til om et par uger, når der er ferie i Danmark med de tre børn og barnebarnet Ea på knap to.