Da Line Grove Hermansen i 2005 var nyansat kommunikationschef i SOS Børnebyerne, var en af hendes første opgaver at følge tilblivelsen af en helt ny børneby i det borgerkrigshærgede Rwanda. Hun fulgte med, da de lokale myndigheder og SOS-medarbejdere skulle finde de områder og de børn, der havde allermest brug for hjælp. Og hun valgte også selv at blive fadder til en lille pige, som havde mistet begge sine forældre og kun overlevede, fordi hendes lidt ældre storebror kunne skaffe mad fra naboerne.

»Nu er hun et af de dejlige børn, jeg møder, når jeg løbende har været dernede for at følge op på projekterne – de er efterhånden blevet 12-13 år gamle og er superfornuftige, de begynder at kunne tale engelsk og kommer og viser mig deres karakterbøger og fortæller mig om de store drømme, de har for fremtiden,« siger hun.

»Det er helt fantastisk på den måde at få et meget konkret syn for, at hjælpen rent faktisk virker. Det har nok været en af de største oplevelser i jobbet.«

Netop at give danskerne ikke bare et billede af de frygtelige forhold, verdens truede børn lever under, men også at det rent faktisk nytter at hjælpe, bliver en af de vigtigste opgaver i hendes nye arbejde som kommunikationsdirektør i Unicef, hvor hun tiltrådte i går.

»Der tales så meget om indsamlingstræthed, og ikke mindst på de sociale medier oplever man folk, der er sure over, at de frivillige organisationer nu igen er ude med raslebøssen,« siger Line Grove Hermansen, der i flere år har været talsmand for de 12 organisationer, der nyder godt af midlerne fra DRs Danmarks-Indsamling.

»Men samtidig oplever vi heldigvis også, at når der virkelig er en katastrofe, hvor vi bliver konfronteret med mennesker, som står i en helt anden situation, end vi selv gør, vil danskerne faktisk gerne støtte. Udfordringen er at kommunikere på en måde, som folk kan forholde sig til – hvor man ikke bliver så overvældet af alt det frygtelige, at man træder et skridt tilbage og tænker: Kan jeg overhovedet gøre noget som enkeltperson eller virksomhed eller fond?«

Line Grove Hermansen har selv oplevet den afmagtsfølelse, f.eks. da hun under en sultkatastrofe i Afrika stod overfor en mor med et barn, der tydeligvis ikke kunne reddes.

»Det er næsten ikke til at bære. Men samtidig ved jeg også, at hvis vi kan sætte hjælpen ind bare lidt tidligere, vil mange af de børn relativt nemt kunne reddes. Og så bliver det super meningsfuldt at fundraise.«

Line Grove Hermansen er 42 år. Hun er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og har en BA i kommunikation fra RUC. Hun har arbejdet på dagbladet Information, kommunikationsbureauet Jøp, Ove og Myrthu og som pressesekretær i Social- og Ligestillingsministeriet, inden hun kom til SOS Børnebyerne. Nu får hun lejlighed til at sætte verdens børn på dagsordenen i en endnu større sammenhæng. Og det er der i høj grad brug for.

»Da jeg i sin tid startede hos SOS Børnebyerne, tænkte vi i de humanitære organisationer, at vi måske på et tidspunkt kunne blive overflødige,« siger hun.

»På mange parametre gik det fremad med de 2015-mål, man havde sat sig for verdens udvikling. Der er færre, som lever i ekstrem fattigdom, og børnedødeligheden er faldende – en udvikling, vi skal holde fast i med de nye verdensmål. Men de seneste år har mange naturkatastrofer og flere mennesker på flugt, end vi har set på noget andet tidspunkt siden Anden Verdenskrig, givet nye store udfordringer. Og når flere lande oven i købet skærer ned på den langsigtede bistand, bliver de humanitære organisationer endnu vigtigere.«

Når Line Grove Hermansen ikke er på rejse for at studere børns vilkår i så forskellige lande som Somalia, Indonesien, Peru eller Elfenbenskysten, bor hun i København sammen med sin mand, journalisten Jacob Albrecht, og deres datter på ni år.