Det kompromisløse kronvidne

Anna Thygesen er ikke bange for at sige sin mening. Derfor havde hun ingen bekymring ved at stille op som vidne mod Kurt Thorsen og Rasmus Trads.

Læs mere
Fold sammen

Hun var 30 år og lige blevet kæreste med byggematadoren Kurt Thorsen. Året efter blev hun administrerende direktør for hans firma i Spanien. Alt tegnede sådan set meget godt - lige indtil direktørrollen bragte hende i offentlighedens søgelys, da en af danmarkshistoriens største finansskandaler pludselig rullede af sted med Kurt Thorsen og Rasmus Trads som skurkene.

I modsætning til de to hovedpersoner valgte Anna Thygesen i første omgang ikke at tie. Hun stillede op som et centralt kronvidne i den omstridte PFA-skandale, der endte med at fælde Thorsen og Trads. Forholdet med den daværende kæreste var således brudt for altid.

Efterfølgende trængte Anna Thygesen til at få lagt det hele på afstand og rejste derfor til Holland, hvor hun arbejdede som landechef for tøjkoncernen RedGreen. Her formåede hun at skabe gode resultater, men besluttede sig for at komme stærkt igen herhjemme, hvor hun siden har opbygget et stort netværk inden for dansk erhvervsliv.

31. januar fylder Anna Thygesen 50 år og har mere end 20 års erfaring fra danske og internationale virksomheder, hvor hun har beskæftiget sig med generel ledelse, salg, marketing og kommunikation. Hun har blandt andet været ansat i en af verdens største tekstilvirksomheder, Milliken & Co., som forretningsudvikler i TV 2 Danmark og som seniorrådgiver i PrimeTime Kommunikation. For blot to måneder siden har Anna Thygesen fået nyt job som seniorrådgiver hos kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese.

I årevis har hun kæmpet for at sætte køn på dagsordenen i forretningsverdenen. Derfor rådgiver hun blandt andet virksomheder om feminin værdikultur samt om forretnings- og organisationsudvikling med fokus på kvindelige kunder og kvindelige ansatte.

Ved siden af er hun en ivrig debattør, skribent og foredragsholder om emner, der relaterer sig til kvindeliv, kvinder og magt, ligestilling i erhvervslivet og kommunikation set med kvinders øjne. Et af hendes hovedsynspunkter er, at kvinder skal lade være med at tænke så meget over, hvad andre måtte mene om dem. Samtidig skal kvinderne efter hendes mening undlade at sætte sig selv i en offerrolle, men tage ansvar og stå frem, selv om konsekvenserne ikke altid er til at overskue.

Det kender Anna Thygesen om nogen til, og der er ofte både tempo, store armbevægelser og høj latter at finde i hendes selskab. Når hun ikke arbejder, er hun en ivrig hockey-mom, der følger og bakker op om sin 11-årige søns ishockeyhold i klubben Amager Jets.

Hun bor med hunden Ibsen, sin søn Vilhelm og kæresten, journalist og TV-producer Bill Rathje, i et ældre hus på Amager.