Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»Her til aften Kl 18.25 gik vores kære, dejlige og elskede Mor »Mopper« bort. Vi var alle hos hende og hyggede om hende præcis som vi plejer, vi grinede og fjollede og sagde vi elsker hende, til hun rejste afsted. Vi er knuste, men vi ved at det var det bedste for hende nu. Mopper satte stor pris på sine personlige venner, men skam også på alle jer derude, som har fulgt hende på Tv«.
Sådan meddelte Mikkel og Linse Kessler mandag aften, at deres mor, Ann Patricia Christiansen, bedre kendt som »Mopper«, er gået bort.
Hun nåede at deltage i ni sæsoner af »Familien fra Bryggen«, og mange vil sikkert huske hende som en farverig personlighed, der var revnende ligeglad med, hvad andre tænkte og altid glad for en porter nede på den lokale bodega. Hun var en anti-curlingmor, der ikke så det som sin opgave at varte sine børn og børnebørn op, men snarere praktiserede en form for usentimental omsorg. Talte til sine børn, så de selv kunne tage et ansvar, og til seerne, så de ikke kunne undgå at holde af hende. Usnobbet og ærlig.
»Jeg vil hjem«
Mopper ville oprindelig være kunstner, men blev professionel realitystjerne, og hendes stjernestatus betød, at folk ankom i turistbusser fra Jylland og stoppede foran stamstedet Haraldsborg for at få et glimt af hende. Selv fandt hun berømmelsen ret belastende.
I mange år lukkede hun TV-kameraerne ind i sin lejlighed på Islands Brygge og levede af at gøre sit liv til underholdning, men hun insisterede også på at have noget for sig selv. Der var ting, som forblev private. Eksempelvis ønskede hun ikke at fortælle om sin sygdom og dødsårsag, der stadig ikke er offentligt kendt.
Hendes standardbemærkning i »Familien fra Bryggen«, og når de skulle på udflugt, til bogmesse eller møde nye mennesker, var: »Jeg vil hjem.« Forhåbentlig er hun kommet det nu. Hjem til en himmel foret med hunde, spraglet genbrugstøj og kolde Limfjordsportere.
Mopper blev 78 år gammel og efterlader sig tre børn, tre børnebørn og et enkelt oldebarn. Hun efterlader også en masse seere, der vil savne hendes særegne blanding af barskhed og kærlighed. Der er nu en punkdronning og cool cat mindre på Islands Brygge.