Han kan ikke selv huske, hvornår han nogensinde er blevet rigtig gal.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, besidder en ganske særlig evne til at være politisk indigneret uden at fortrække en mine. Når han gennem årene har fremsat opsigtsvækkende forslag om, at politiet skal udstyres med vandkanoner iblandet tåregas, at straframmerne for visse grove lovovertrædelser skal fordobles, og dronning Margrete I’s brudekjole skal tilbageerobres fra svenske tyveknægte, bliver de altid leveret med en rutineret og kølig fremtoning.

Den sikre hånd og ikke mindst hans store loyalitet over for Dansk Folkeparti-projektet er afgørende faktorer for, at Peter Skaarup i efteråret 2012 overtog den i DF så magtfulde gruppeformandspost, da Kristian Thulesen Dahl blev formand. Nu er det Skaarup, der har styr på den interne butik og sørger for ro udadtil i den topstyrede folketingsgruppe.

Peter Skaarup er et barn af 1960ernes og 1970ernes Aarhus. Han voksede op med sin far og mor på en lille, blind vej i Brabrand, hvor faren drev egen foto-reparationsvirksomhed i underetagen. Familien Skaarup syntes, at Mogens Glistrup var forfriskende, unge Peter Skaarup meldte sig ind i Fremskridtspartiets Ungdom i gymnasietiden og havde Glistrup til middag i Brabrand, mens han førte valgkamp med det ene ben i fængselscellen.

Da Fremskridtspartiet var ved at gå til i interne magtkampe, var Peter Skaarup en loyal løjtnant for Pia Kjærsgaard og fik derfor en central rolle efter dannelsen af Dansk Folkeparti. Som det nystiftede partis sekretariatschef fra 1995 til 1998 påtog han sig blandt andet at filtrere flere såkaldte landsbytosser ud af partiet, inden han selv blev valgt til Folketinget.

Spørger man Skaarup selv til sin største politiske bedrift, peger han på den markante stramning af udlændingeloven i 2002, hvor VK-regeringen og Dansk Folkeparti skærpede kravene ved familiesammenføring, gjorde det sværere at få permanent opholdstilladelse i Danmark og gennemførte en ændring af Flygtningenævnet.

Skaarup er desuden kendt som en af Christiansborgs mest profilerede retsordførere, som gennem årene har sendt hundredvis af spørgsmål af sted til justitsministeren. Han kender sit felt, men er gennem årene også blevet kritiseret af fagfolk for at blande sig i verserende retssager.

Alting sker med den umiskendelige ro. I den politiske verden er der ifølge ham selv kun få ting, der kan irritere ham. En af dem er, hvis hans medarbejdere og kolleger ikke kan stave.

»Jeg har den tilgang, at hvis man ikke kan stave, så kan der også være nogle andre ting, der ikke er i orden,« siger han.