Den sidste atomdirektør

Jørgen Kjems førte Danmark ud af atomalderen som den direktør for forskningscenter Risø, der lukkede reaktorerne og lagde om til forskning i vedvarende energi. 20. oktober bliver han 70 år.

Direktør Jørgen Kjems fejrer bl.a. sin fødselsdag med en tur i Det Kgl. Teater med familien. Fold sammen
Læs mere

Gennem årtier var han som direktør på Forskningscenter Risø tæt på de energipolitiske slagsmål. Men Jørgen Kjems har altid nægtet at politisere – det skal man som videnskabsmand og administrator overlade til politikere.

Som ung og nyansat forsker på Risø i 1968 var han som en selvfølge tilhænger af atomkraft. Som uddannet elektroingeniør fra DTU med fysik som speciale så han fantastiske muligheder for en million gange bedre energiudnyttelse end med kullet, som dengang var sammenligningsgrundlaget. Men Kjems er af hjertet en videnskabsmand, som arbejder med kundskab og ikke med holdninger, og da han i 1988 blev forskningsdirektør på Risø, var – som han udtrykker det – løbet kørt for atomkraften i Danmark. Og i modsætning til sine forgængere udtrykte han ikke en offentlig holdning til atomkraften, men bidrog gerne med faktuelle oplysninger.

Kjems blev forfremmet til administrerende direktør for Risø i 1997, fordi han i stigende grad blev fascineret af vigtigheden af at fremme videnskaben ved at skabe de bedst mulige rammer for forskerne. Han har siddet i talrige videnskabelige komiteer og udvalg om ny energiteknologi, og han var i 1995 med til at igangsætte det store forskningsanlæg ESS, der bliver bygget i Lund i Sverige.

Kjems’ oprindelige fysikspeciale var superledere, som han også arbejdede nogle år med i udlandet, og han har været vejleder for PhD-studerende op gennem 90’erne. Men det er mange år siden han han sidste gang havde sit navn på en videnskabelig artikel.

Kjems bidrog som direktør for Risø aktivt til sit eget forskningscenters nedlæggelse som selvstændig institution til fordel for en sammenlægning med DTU under en manøvre, som gav færre og større enheder i den naturvidenskabelige forskning – en udvikling som Kjems klart mener har gavnet videnskaben.

Kjems stod for lukningen af forsknings-reaktorerne på Risø. Han ser stadig atomkraft som en »fornuftig« energikilde, og han ser som videnskabsmand og ingeniør på opbevaringen af atomaffald som en teknisk simpel opgave, som dog politisk og følelsesmæssigt er fuldstændig umuligt at løfte. Så som realpolitiker, der nægter at politisere, fik han »sol og vind« ind på Risø, der i hans tid blev omlagt til forskning i vedvarende energi og avanceret materialeforskning.

Han lod sig for fem år siden folkepensionere fra direktørjobbet, men har stadig sit eget firma som rådgivende konsulent i strategisk forskningsudvikling og ledelse, især inden for energiforskningen.

I næste uge tager han til Moskva for at give russerne et vink med en vognstang om forskningsområder ved bl.a. at fortælle, at prisen på vindenergi er faldende, mens prisen på atomenergi er stigende.

Sin fødselsdag fejrer han med familieferie i sommerhuset på Sjællands Odde og en tur med hele familien i Det Kongelige Teater for at se Peter Pan.

Det sker på selve dagen, fordi det er vigtigt for de fire børnebørn, og hvad gør man ikke ...