Den politiske rebel, som gik efter stjernerne: I dag fylder han rundt

50 år onsdag. Søren Pind er en af sin generations største politiske begavelser, og havde han været lidt mere taktisk og i stand til at holde kæft, var han endt som statsminister.

BM
Årets Dansker. Søren Pind. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Ambitionerne har aldrig fejlet noget hos Søren Pind. 20. november fylder han 50 år, og det frække tilbageblik på hans politiske karriere fokuserer på alt det, han ikke er blevet. Ikke for at nedgøre fødselaren, men fordi det fortæller historien om en ener fuld af modsætninger og selvtillid nok til at række ud efter stjernerne.

Søren Pind blev ikke overborgmester i København. Han kæmpede hårdt, men da Socialdemokratiet besluttede, at det var Ritt Bjerregaard, der skulle afløse Jens Kramer Mikkelsen, var det i realiteten slut for Søren Pind, og nederlaget blev stort.

Han blev heller ikke formand for Venstre. I sin selvbiografi »Frie ord«, som udkom tidligere i år, afslører Søren Pind, at han forsøgte at skaffe opbakning til at blive formand for sit parti efter Lars Løkke Rasmussen. Det var i 2011, og planerne måtte pakkes sammen.

Sheriffen blev degraderet

Pind ville også gerne have været Danmarks øverste sherif i nogle flere år, men til sin højlydte fortrydelse blev han degraderet til uddannelses- og forskningsminister, da Lars Løkke Rasmussen i 2016 måtte udvide sin regering med de Konservative og Liberal Alliance.

Han blev heller ikke direktør på Det Kongelige Teater, da det interne opgør mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen var på sit højeste, og Søren Pind arbejdede ihærdigt på at slippe væk fra den politiske »ormegård«.

Med til tabskontoen i den lettere ende kan desuden tilføjes, at Søren Pind heller ikke fik vandtrykket i de københavnske haner i vejret. Og en statue af den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan, som Søren Pind hævder at have en lokumsaftale med overborgmester Frank Jensen om at rejse, er heller ikke – endnu – blevet til noget.

Men nederlagene er ikke det, der tegner billedet af Søren Pind. Når vi kender dem, er det først og fremmest, fordi han modsat de fleste andre ikke kan lade være med at delagtiggøre os i dem. Han siger, hvad han vil. Han er ikke den strategiske spiller i kulissen, og han bekymrer sig ikke synderligt om retræten.

Taler lige ud af posen

I et kvart århundrede har han sat sit store præg på dansk politik – først og fremmest som rebellen. Eneren, der taler lige ud af posen og med sit store intellekt, sin befriende humor og sit udfordrende mod ikke har været så bange for at tage de opgør, som de fleste af hans tidligere kolleger i Folketinget holder sig fra.

Han er inspiratoren, den fandenivoldske politiske modstander og chefen, som embedsmænd og folk omkring ham elsker, fordi alt får en højere mening og med Søren Pind løftes fra dagen og vejen.

For Søren Pind er det opmærksomheden, den politiske fægtekamp og troskaben over for de liberale værdier, der betyder mest.

Han er ikke noget »enhedsmenneske«, der går i takt, som han sagde han i et interview med Berlingske i forbindelse med udgivelsen af »Frie Ord«.

»Det værste mareridt, jeg overhovedet har, er at blive viklet ind i et tæppe uden at kunne bevæge mig,« fortalte han.

Søren Pind er vokset op på Bornholm og meldte sig ind i Venstre, som mange andre af hans generation af liberale, da Uffe Ellemann-Jensen forvandlede partiet fra et hensygnende bondeparti til et moderne ideologisk liberalt parti, som også appellerede til frihedselskende i de store byer.

SØREN PIND MENER IKKE, AT DET ER HANS SKYLD AT VENSTRE FIK ET DÅRLIGERE VALG I KØBENHAVN END I RESTEN AF LANDET Fold sammen
Læs mere
Foto: BENT MIDSTRUP.

Han indtog Københavns Rådhus, så ingen var i tvivl om, at Venstres nye bygge- og teknikborgmester ikke var en mand, der agtede at krybe langs Rådhusets høje paneler. Når han ikke drak snaps med Lars Løkke Rasmussen på Café Petersborg, skrev han liberale teser med partifæller, som sendte ham ud i kulden, da Anders Fogh Rasmussen valgte at omfavne velfærdsstaten.

Taget til nåde

Først da Lars Løkke Rasmussen blev formand og statsminister, blev Søren Pind taget til nåde og først udnævnt til udviklingsminister med hele Afrika som ansvarsområde forvaltet med budskaber om frihed og bragende hilsner i døråbningen på et propelfly et sted uden for lands lov og ret.

Senere blev hans ministerområde udvidet med »øretævernes holdeplads« – udlændinge og integration, som dog inden valgnederlaget i 2011 fik hans popularitet til at stige i en grad, så han begyndte at sigte efter partiets og landets øverste embede.

Undervejs er Søren Pind blevet så træt af det politiske klima – ævl, spin, hovedløs topstyring og en alt for hård tone. I 2010 fortalte han til Politiken, at han havde fået en coach, der skulle hjælpe ham med at forstå, hvorfor han konstant endte i ukonstruktive slagsmål. En selverkendelse, der blandt andet førte til en længere pause fra de sociale medier. Når partier kræver, at alle indordner sig, »tømmes de for ilt«, som han har sagt.