Den poetiske sexolog

Professor Christian Graugaard har gjort sig bemærket som sexolog og i omskæringsdebatten, men har også et fint talent for lyrik.

Christian Graugaard var gennem ti år formand for organisationen Sex & Samfund. Arkivfoto: Jens Astrup
Læs mere
Fold sammen

Christian Lykke Graugaard har siden 2013 virket som professor i sexologi ved Aalborg Universitet.

Han tog lægeeksamen fra Københavns Universitet 1994, blev ph.d. 1998 (»Professor Sands høns - om seksualbiologi i mellemkrigstidens Danmark«).

Fra 2003-2013 var han formand for organisationen Sex & Samfund og ekstern lektor i sexologi ved Københavns Universitet.

Christian Graugaard har sammen med Bo Møhl og Preben Hertoft redigeret antologierne »Hjerne og seksualitet« (1997) og »Krop, sygdom og seksualitet« (2006), og han er forfatter til hybridbogen »Corpus - rejser i menneskekroppen« (2008), hvori kroppens anatomi og fysiologi gennemgås og sættes i relation til historien, erotikken, mytologien, videnskaben etc.

Christian Graugaard er desuden forfatter og medforfatter til bøger som »Sexleksikon - fra abe til Aarestrup« (2001), »Lir - slang om sex« (2002), »Kend din krop, mand« (2006) og »Kun for drenge - værd at vide om krop, følelser og sex« (2010).

Digter

Desuden har han skrevet digtsamlinger samt fordanskninger af tre centrale nordiske poesiforfatterskaber; svenske Werner Aspenströms »Sardinen i tunnelbanen« (digte 1946-97, 2004), norske Rolf Jacobsens »Fluen i teleskopet« (digte 1933-85, 2007) og finske Elmer Diktonius »På toppen af et øjeblik« (digte 1921-54, 2011).

Christian Lykke Graugaard er også tilbagevendende indslag på Politikens debatsider og kommenterer emner om den menneskelige seksualitet i den offentlige debat, hvor han bl.a. er stået frem som modstander af omskæring ud fra en lægefaglig begrundelse.

Han slår bl.a. til lyd for, at det i givet fald kun bør være lovligt for drenge over 15 år.

15 år er den seksuelle lavalder i Danmark.