Den idealistiske meningsmager

Anita Bay Bundegaard, der fylder 50 år 31. oktober, har med bornholmsk gåpåmod formet sin livsbane i og uden for medierne.

Arkivfoto: Kaare Smith Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bornholmere bærer meget med sig i hjertet, når de forlader deres solskinsø for at gøre karriere. Udover en kærlighed til hjemstavnen er de ofte forlenet med et muntert gåpåmod og en robust livslyst, der baner vej og bærer over i såvel med- som modgang.

Det gælder også for Anita Bay Bundegaard, 50 31. oktober, idealisten, der siger, hvad hun mener, så det høres i det offentlige rum. Hvad enten hun har været en af stemmerne i Bornholms Radio »Hør nu lige her«, redaktør af Højskolebladet og i to omgange i Politikens lederkreds – samt som udviklingsminister (R) i Poul Nyrups regering.

I sommer pakkede hun og hendes mand, forfatteren Christian Bundegaard, deres flyttekasser – mere om dem senere – og rejste fra Tisvildeleje til Genève, hvor hun 1. september overtog direktørstillingen i Red Barnets globale kontor, og han knyttedes til den permanente danske FN-mission. For begge et gensyn med byen fra tidligere job.

Fiskerdatteren fra Tejn valgte efter gymnasiet sprogstudier og den politiske vej som ungradikaler: Blev studentermedhjælper hos Bernhard Baunsgaard og politisk assistent for Lone Dybkjær, før hun prøvede at blive valgt til Folketinget, men blev slået af Bjørn Elmquist.

Som redaktør af Højskolebladet gav hun modigt sektorens mange EU-skeptikere, »Rasmus Modsatterne«, tørt på, så det gav genlyd. Og som udviklingsminister blev den høje, slanke lyshårede kvinde modtaget som et forfriskende indslag i en verden af midaldrende mænd i jakkesæt.

Hun udfordrede umiddelbart politikerrollen, da hun foreslog en gedigen tilgang af fattigdomsflygtninge. Uha uha, det var et stærkt mineret dansk område, og Nyrup tvang hende til at æde sine egne ord. Gossip-journalistikken havde gode dage med Kvaje-Baye.

Farvel til Rådhuspladsen – og Danmark

Men hun fik fornyet det indre liv i ministeriet, meldes der, som blev gjort transparent med god debatkultur, og hun modtog ulandsjournalisternes Nairobi-pris.

Og da hun i sommer for anden gang forlod avisen på Rådhuspladsen, var det med ryet som en både meget myndig og moderlig redaktionschef for bordenden i lederkollegiet og som kulturredaktør.

Nu er Anita Bay – heldigvis, siger hun – fri for at skulle mene noget kvalificeret hver dag med bestandige deadlines hængende over sig, men hun savner skriveriet. Det er der råd for.

Foreløbig gælder det om at finde sine ben i en ny organisation, hvor hun skal få sat børns vilkår og rettigheder højt på den globale dagsorden hos FN og Røde Kors. Godt hjulpet af det bornholmske gåpåmod, som hun supplerer med, hvad hun kalder en veludviklet fortrængningsevne.

Og så er der lige livseleksiren, lakrids, med stor svaghed for gajoler. »Jeg har et lager med hjemmefra, for man kan kun få läckeroler i Schweiz.«

Flytningen har ikke været uproblematisk. Flyttekasserne er efter flere måneder først nået frem for nylig, idet flyttefirmaet gik konkurs. Så livet i den nye lejlighed har været præget af pendlingen mellem madrasser på gulvet og tandbørster i badeværelset.

Reception i de diplomatiske cirkler i Geneve? – ikke tale om. Ægtefællerne er rejst sydpå for at markere fødselsdagen i deres mangeårige fristed på Mallorca – pt. i et tårn i en appelsinplantage.