Den brolagte ingeniørvej

70 årEigil Steen Pedersen har som rådgivende ingeniør prøvet det meste – fra felten i afrikansk landsby til topchef hos Cowi og præsidentposten for alverdens kolleger.

Eigil Steen Pedersen – chef i en dynamisk periode med Murens fald og projekteringen af Storebæltsforbindelsen. Fold sammen
Læs mere

Studenterne i efterkrigsårene ville ud i verden, og den letteste måde var – ud over at påmønstre som sømand – at læse til civilingeniør med broprojektering som speciale. Eigil Steen Pedersen fulgte opskriften efter sin studentereksamen fra Aarhus Katedralskole og kan på sin 70 årsdag se tilbage på netop den karriere, han drømte om. Ingeniørvejen har været brolagt med gedigne udfordringer.

Som nybagt cand.polyt. øvede han sig først på hjemlige broer – som værnepligtig løjtnant på militære konstruktioner og som civil hos Ostenfeld & Jønson ved anlægget af den nye lillebæltsbro.

Så var dr. Ostenfeld klar til at sende unge hr. Pedersen udenlands – til Ghana, hvor han som 26-årig skulle stå for projekteringen af veje, broer og kraftstationer. Standarden for unge ingeniører var dengang, at man i felten skulle underbringes i telt. Men ingeniøren var netop gift med Tove, og kvinder og telte er en dårlig kombination for europæere i Afrika, så der skulle fast ejendom til. Det blev et traditionelt lerklinet landsbyhus »med badeværelse«, dvs. med en 200 liters olietønde fyldt med vand, hængt op i et træ klar til brus.

Senere blev Steen Pedersen landechef for Cowi, som firmaet nu hed, i Tanzania, inden ægteparret vendte hjem, hvor han byggede Alssundbroen og steg i graderne hos Cowi.

Han sluttede som adm. direktør i en meget dynamisk periode: Da Berlinmuren faldt, Sovjet kollapsede, og Cowi vandt projekteringen af alle tre hovedentrepriser på Storebæltsforbindelsen. Cowi-chefen dyrkede derudover interesser langt ud over de nordiske breddegrader og sad i bestyrelser for datterselskaber i Bahrain, USA og Kina. Karrieren afrundedes med formandsposten for Cowi-fonden.

Men verdensmanden Steen Pedersen stod også til rådighed i organisationsarbejdet og blev præsident for FIDIC, den internationale sammenslutning af rådgivende ingeniører, lige som han løser opgaver for Verdensbanken – senest i år i Kina, hvor han har lært kinesere, hvordan man ansætter rådgivende ingeniører.

Hvad så nu? Golf! Desværre har Tove et klart bedre handicap, men han trøster sig med sit på 35, fordi en chef engang sagde til ham: »Har du et handicap over 18, har du et problem, er det under 18, har dit firma et.«