Den begavede kannibal

70 år: Den walisiske skuespiller Anthony Hopkins er ekspert i intelligente og kultiverede figurer, men blev berømt for sin præstation som kannibalistisk seriemorder.

Anthony Hopkins har siden 1968 været med i flere end 70 film, hvoraf nogle allerede er klassikere. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Strengt taget er det lidt ironisk, at det var rollen som en rablende gal kannibal, der for alvor gjorde Anthony Hopkins berømt.

Den nu 70-årige skuespiller er ellers ekspert i at spille dannede og kultiverede typer – måske lidt hæmmede og indesluttede, men høflige og velopdragne – så umiddelbart virkede det overraskende, at den sataniske seriemorder Hannibal Lecter i Jonathan Demmes grumme gyser »Ondskabens øjne« blev den figur, som Anthony Hopkins altid vil blive husket allerbedst for.

Ved nærmere eftertanke er det alligevel ikke så underligt, for det fængslende ved Hannibal »the Cannibal« Lecter er jo, at han ud over at være en morderisk psykopat også er et højt begavet menneske, som magter at spille et dæmonisk psykologisk spil med Jodie Fosters unge FBI-agent. Og det er præcis denne skræmmende kombination af det sindssyge og det intelligente, som ingen anden skuespiller formentlig kunne have fået så suverænt frem hos Hannibal Lecter, som Anthony Hopkins diabolsk smilende gjorde.

Den walisisk fødte skuespiller gjorde i første omgang karriere på teatret og kom i 1967 til filmen, hvor der gik en del år, før nogen rigtigt lagde mærke til ham. Faktisk skete det først, da han i 1980 spillede idealistisk læge i David Lynchs eminente »Elefantmanden«, men selv om han i 1984 ydede en stærk præstation som den tyranniske kaptajn Bligh i Roger Donaldsons skumsprøjtende »The Bounty« om det berømte mytteri, var det i 1990erne, at Anthony Hopkins omsider fik status som fremtrædende karakterskuespiller.

Sublime præstationer
Æren tilkommer først og fremmest den amerikanske instruktør James Ivory, der fik Hopkins til at yde sublime præstationer præget af talrige præcise psykologiske detaljer i filmene »Howards End« fra 1992 og »Resten af dagen« fra 1993. Nu kunne alle se, at Anthony Hopkins var i særklasse, så Hollywood slog hurtigt en klo i ham og lod ham spille Hannibal Lecter i 1991, vampyrjægeren Van Helsing i Francis Ford Coppolas ambitiøse »Dracula« i 1992 og Brad Pitts far i Edward Zwicks kønt dvælende epos »Legendernes tid« i 1994.

Siden da er Anthony Hopkins nærmest blevet et ikon. Han har spillet Hannibal Lecter i yderligere et par film, men mere interessant har han overbevisende fremstillet så kantede og sammensatte personligheder som præsident Richard M. Nixon i Oliver Stones »Nixon« fra 1995, Pablo Picasso i James Ivorys »Surviving Picasso« fra 1996 og den tragiske Shakespeare-figur Titus Andronicus i Julie Taymors magtfulde, men sørgeligt oversete »Titus« fra 1999.

Blandt Hopkins’ mindeværdige figurer er også professor Coleman Silk, der bliver fyret fra universitetet for at have fremsat en racistisk bemærkning, skønt han uden at være synligt sort i al hemmelighed selv er neger, i Robert Bentons interessante filmatisering fra 2003 af Philip Roths roman »The Human Stain«.

Hvis man i Hollywood i dag skal bruge en ældre skuespiller, der med livsklog sarkasme kan få vigtige replikker til at klinge med filosofisk fyndighed, ringer man til Anthony Hopkins. Sådan blev han for eksempel anvendt i Oliver Stones problematiske historiske epos »Alexander« fra 2004 og Emilio Estevez’ fængslende collagefilm »Bobby« fra 2006, mens han i Gregory Hoblits udspekulerede thriller »Fracture« fra i år igen virkningsfuldt spillede på sin evne til at kombinere besnærende begavelse med uberegnelig farlighed.

Senest har vi herhjemme kunnet lytte til Anthony Hopkins’ velmodulerede stemme i Robert Zemeckis’ computeranimerede rabalderfilm »Beowulf«, og man håber, at den beundrede kannibal-fremstiller stadig har appetit på nye filmroller, for han kan tilføre selv halvdårlige film et skær af værdighed og kløgt. Hans format er betydeligt og hans berømmelse velfortjent.