Den administrerende himmelhund

50 år Jørgen Nielsen, luftkaptajn og direktør, leder landets største indenrigsflyselskab på sin helt egen måde.

Dir. Jørgen Nielsen, Cimber Air - en ørn i luften og ved skrivebordet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Lüthcke

Det er ikke helt ualmindeligt, at cheferne i små luftfartsforetagender også selv sidder i cockpittet - lige som vognmanden, der kører en af sine egne hyrevogne eller lastbiler.

Men Cimber Air er efterhånden blevet et milliardforetagende som Danmarks største indenrigsselskab med 22 trafikfly, godt 600 ansatte og over en million passagerer om året – og alligevel tager den adm. direktør, Jørgen Nielsen, selv sine hyppige ture som aktiv luftkaptajn til og fra København.

Hvorfor? Fordi han er vild med at flyve såvel i dag, da han fylder 50, som han har været det fra barnsben. Da kom han og hans søskende for sjov bare med i flyet, stort eller småt, fordi farmand, Cimbers legendariske grundlægger, Ingolf Nielsen, også selv sad ved pinden.

Det startede med små danskbyggede fly til en eller tre passagerer. Og det ene, KZ-IIIeren OY-DMO, står såmænd – 57 år efter – endnu startklar i en hangar i Sønderborg Lufthavn, der er Cimbers hjemmebase.

Jørgen Nielsen begyndte som flymekaniker derhjemme – det tekniske kan han også – inden han blev jagerpilot i Flyvevåbnet og i en årrække fløj F-100 og F16. Og så hjem igen og skifte det militære certifikat ud med et civilt på højeste niveau.

Jørgen Nielsen er ligeledes en ørn ved skrivebordet som adm. direktør. Det skal han være, for at foretagendet kan overleve og udvikles i den benhårde konkurrence. I det økonomiske rum har han også den trænede pilots rutine i at navigere i turbulent område – det har været hårdt ind imellem – og reagere hurtigt.

Derfor kan den familieejede virksomhed snart tilpasse sig nye markedssituationer, hvis forholdene ændrer sig på de fem indenrigsruter fra København eller de 12 udenrigsruter fra København og Billund, mange drevet i et bonusbaseret samvirke med SAS. Men med særkendet præcision og en imponerende regularitet på 98,75 procent.

Himmelhunden får også afløb for sin flyvelyst, når han i sit gamle militære Chipmunk øvelsesfly sammen med ligesindede drengerøve optræder som de fire chip-chap med gammeldags formationsflyvning ved sommerlige luftshows i Danmark.

Hele dynastiet er med i det familieejede selskab. De ældste søskende, Lone Koch og Hans Ingolf Nielsen, holder lillebror i ørerne i bestyrelsen, og Jørgen Nielsens to sønner har også deres daglige udkomme hos Cimber.

Reception i dag kl. 13-14 på Restaurant Victoria i Sønderborg.