Dansk teaters racehest

En særlig elektrificerende intensitet står om Ellen Hillingsø på en scene.

ARKIVFOTO 2016 af Skuespiller Ellen Hillingsø, der fylder 50 år torsdag 9. marts 2017. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere

Af Jakob Steen Olsen jso@berlingske.dk

Ellen Hillingsø har vi netop set på teatret i Østre Gasværks tretrinsraket »3 X Beckett«. Eller er set det rigtige ord? I virkeligheden var det kun hendes mund, der var synlig i den store absurdists monolog om en kvinde, der måske – måske ikke - taler til os fra den anden side af døden. Til gengæld hørte man hende. En disciplineret, furiøst anlagt omgang munddiarre, som Ellen Hillingsø mestrede med imponerende acceleration i replikken. Det er faktisk svært at forestille sig mange andre, der ville kunne gøre hende den imponerende præstation efter. Ellen Hillingsø har, ganske enkelt, en af landets bedste replikker. Det behøver man blot at være ejer af et fjernsyn for at forstå – tænk på alle de reklamer, ikke mindst statsbanernes, hun har forgyldt med sin smukt modulerende alt.

En ting er stemmen, noget andet er hele skuespilleren i kød og blod. Allerede mens hun var under uddannelse på elevskolen ved Aarhus Teater, hvorfra hun var færdig i 1994, forstod man, at her var et særligt talent under opsejling.

Den naturlige autoritet, den moderne, spændstige replik. Det kølige overblik og den varme glød. Det brændende blik og de blafrende næsefløje i det smukke, stærke ansigt. Her var en teatrets racehest. En særlig elektrificerende intensitet står om Ellen Hillingsø på en scene. Man kan ikke ignorere hende. Kald det bare udstråling i mangel af bedre. Man kan ikke holde temperamentet nede.

Hun har været bedst, hvor hun har fået lov til at spille på de sider af talentet, der har kaldt på en det insisterende – fejende flot, fandenivoldsk, lunefuld, hurtig på aftrækkeren. Hun har spillet sin del af hampre, eksalterede og stridslystne kvinder i det mere begavede, internationale komedierepertoire på landets scener - og på skærmen, hvor hun brød igennem i Ole Bornedals »Charlott og Charlotte« i 1996. Og på biografdugen. Men altid med en sårbarhed under facaden, der gør rigtige mennesker af furierne.Og gentagne gange har hun ligefrem formået af udviske sig selv og give en anden slags liv til mere hverdagsgrå kvinder, der i højere grad holdt på sig selv, ja måske ligefrem forskansede sig.

Hun har stået tyve år på scenen. Hun oplever stadig usikkerheden. Men den følger med. For den kommer af at bevæge sig på kanten af det materiale, der altid er udgangspunktet og fundamentet for hende – der, hvor hun leder efter den nøgle, der giver resonans i hende selv.

»Man kan ikke skabe noget uden smerte. Man skal igennem et punkt, hvor det gør ondt. Hvor man mister sig selv, og det hele går i opløsning, før det kan samle sig selv. Det er hårdt, når man sådan falder fra hinanden og ligger og roterer som en grillkylling, fordi det hele ikke findes sammen,« sagde hun til Berlingskes web-TV-program »Teatersnak« sidste år. Hvad gør man så? Så mobiliserer man hele sin erfaring, sin disciplin og sin professionalisme. Alt det har Ellen Hillingsø i metermål.