Dansen var det hele værd

Danmarks internationale balletstjerne fra 1920erne og 30erne, Nini Theilade, er død 102 år.

14NAVxNini-Arlette-Theilade.jpg
Nini Theilade fortsatte med at undervise til hun blev 98 år. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Nini Theilade døde 102 år gammel tidligt tirsdag morgen. Hun fik et ildebefindende og sov stille ind efter et langt begivenhedsrigt liv i dansens tjeneste.

»Det er svært for mig at skille dansen fra livet,« sagde Nini Theilade flere gange.

Og det er ikke så mærkeligt, for siden hun var fem år, var dansen hendes strenge og ubarmhjertige mester, men også hendes milde og blide elsker, hvor hun kunne søge tilflugt fra det virkelige livs ikke altid lige nemme krav og udfordringer.

Hun var født på Java som eneste barn af en dansk far, og en hollandskfødt mor med en meget international baggrund. Moren var uddannet Dalcroze-danselærer, men havde selv opgivet en dansekarriere. Da hun opdagede datterens medfødte dansetalent, er det ikke for meget sagt, at hun viede sit liv til at udvikle hendes evner. Med det formål flyttede familien til Danmark og siden til Paris, da lægen på Den kongelige Ballets danseskole nægtede at optage den lille pige på grund af svage ankler. Lægen havde grundlæggende ret, men Nini ville danse, og sammen med sin russiske danselærer i Paris udviklede hun sin egen stil, hvor skønheden lå i de yndefulde bevægelser mere end i tåspidsdansen.

Hun debuterede som solist allerede som 14-årig, og dansede - med moren som allestednærværende manager - for fulde huse over hele Europa og USA. Når man ser de små filmklip, som stadig eksisterer, virker de nærmest rystende sensuelle.

»Jeg fatter ikke, hvor det kom fra,« sagde Nini Theilade på sine gamle dage. Hun så på de små film med klare blå øjne under det hvide hår. »Jeg anede ved Gud ikke, hvad jeg gjorde. Men jeg må jo have haft det i mig«.

Hun havde det i sig, men det blev derinde, for udenfor var mor kvinde for at holde tilbederne væk, også i en grad så hun selv tog sig af dem, for at holde dem fra Nini.Udenfor scenen gik Nini i plisserede nederdele og ankelsokker og legede med dukker. Sanseligheden kom udelukkende til udtryk på scenen.

Da Nini blev gift som 25-årig – med en meget ældre mand – synes hun i begyndelsen, at det erotiske var meget opreklameret. Det var meget mere tilfredsstillende at danse for et henført publikum.

Nini førte dagbog i den periode, hvor hun bl.a. dansede for den store tyske teater- og filmmand Max Rheinhardt og med Ballet Russe de Monte Carlo, og den viser bagsiden af det glitrende stjerneliv. Stort set hver dag står der. »Dødtræt. Gik udmattet i seng.« »Har ondt alle steder. Hvor er jeg træt«. Side op og side ned. Men alligevel blev hun ved. For det at forglemme sig selv i dansen - at stå på scenen og mærke publikums begejstring – selv at arbejde med koreografi og se, hvordan hendes forestillinger om dansen kunne foldes ud og virkeliggøres – selve dansen: Det var det hele værd.

Det var det for Nini, til hun døde. Selv om hun var helt bevidst om, at dansen kræver store ofre. Og at de ofre ikke mindst ydes af danserens familie. Ikke alene kræver stjernestatus en næsten umenneskelig arbejdsindsats, men også en koncentration der lukker alt andet ude. Også de hensyn man skylder sin familie - ikke mindst sine børn. Nini erkendte det alt sammen, og hun skånede ikke sig selv, når hun fortalte om de svigt, der har været - især overfor hendes to børn. Alligevel kunne hun ikke lyve: Det var det hele værd.

Hun underviste danselever på Oure Sport & Performing Arts skole, til hun var 98 og elskede det. Eleverne tilbad til gengæld hende, selv om hun ikke tålte slinger i valsen. Hun begyndte på Oure, da hun efter sin anden mands død i 1990 vendte tilbage til Danmark for at nyde sit otium. Hun havde i ti år drevet en tre-årig balletuddannelse i Lyon. En skole som stadig eksisterer i hendes navn. Det blev ikke til noget otium, men lykkelige dage med undervisning både på Oure og Odense Teaters elevskole.

Nini Theilade mistede sidste år sin datter. Hun efterlader sig tre børnebørn i Frankrig, en søn og sønnesøn i Danmark og oldebørn nok til et fodboldhold.

Men ingen dansere.