Dæmonisk nærvær

Skuespilleren Baard Owe er en mester i den excentriske birolle.

Baard Owe er ikke mindst kendt for sit intense nærvær og besværgende, karakteristiske stemme. Foto: Thomas Petri. Fold sammen
Læs mere

»Mit forhold til at stå på scenen er ret nøgternt, det er et job, et håndværk, og derfor blander man ikke så forfærdelig mange private ting ind i det. At det er familie, man står sammen med, må man bare glemme. Du kan også komme til at stå på scenen med din værste fjende og skulle kysse og kramme, og det går også godt.«

Sådan sagde skuespilleren Baard Owe for et par sæsoner siden, da han medvirkede i turneforestillingen »Lovesong«, hvor han spillede sammen med sønnen David Owe og svigerdatteren Marie Askehave. Og med sin hustru, Marie-Louise Coninck, som han har kendt, siden de som helt unge gik sammen på Skuespillerskolen ved Aalborg Teater, og som han i samme forestilling fejrede sit 50 års skuespillerjubilæum med.

Det var en erfaren professionel, der talte. Og Baard Owe har da også været med i dansk teater siden slutningen af 1950erne, hvor nordmanden hurtigt blev et varmt navn i dansk teater og film med sit umiskendeligt intense nærvær og den besværgende, karakteristiske stemme.

Hamlet og Morten Korch

Lægesønnen var egentlig begyndt på en skuespilleruddannelse i Oslo, men gjorde oprør over bedagede undervisningsmetoder og tog i stedet til Danmark, hvor han blev indrulleret som halvregissør på den nordjyske landsdelsscene og gjorde sin uddannelse færdig.

Først så man ham mest som pæn ung og nystrøget mand, hvis kyniske blik, melankolske alvor og lille accent var dragende anderledes. Han var ikke helt til at blive klog på. På film så man ham i selveste Carl Th. Dreyers »Gertrud« og i noget kontrasterende Morten Korch-roller, mens han på teatret var både »Hamlet« og Osvald i »Gengangere«. Siden har han med stor karakteriseringsevne forløst et væld af opgaver på en lang række scener, de seneste år mest i mindre og eksperimentelle sammenhænge.

På film har han vist sig som en mester i ofte mystiske, for ikke at sige sære, biroller på især film og TV, som han fylder med sin umiskendelige tilstedeværelse, sit senede ansigt og et uudgrundeligt blik. Tænk bare på kultindsatsen som den bindegale, besatte patologiprofessor Bondo i Lars von Triers »Riget«, skrevet til ham af von Trier, eller den ligeså mystiske altmuligmand, som så spøgelser i TV2-serien »Hotellet«. Eller hvad med den dæmoniske sektleder i Ole Bornedals TV-serie »Charlott og Charlotte«? Og i den internationalt roste, norske film »O’Horten« (2007) lod han sig se i en fornem, lavmælt præstation som en togfører, der går på pension. Selv har han undret sig over, at der også har været bud efter ham på et tidspunkt, hvor han ellers regnede med at trappe ned.

Kunstnersind

Privat er skuespilleren med det store kunstnersind også kendt for at gå sine egne veje. En smule excentrisk kan man vel godt kalde ham.

Han har søgt efter en højere mening i sammenhængen mellem psyke og krop. Deltagelsen i monopolfjernsynets Dansk Melodi Grand Prix i 1962, hvor han kom ind på en tredjeplads, førte til idoldyrkelse med skrigende teenagepiger og portrætter på havregrynspakker. Berømmelsen steg ham til hovedet og gjorde ham, ifølge eget udsagn, sindssyg.

En periode i begyndelsen af 1970erne bød han pludselig teatret farvel for at søge andre veje. Han blev grebet af religiøs vækkelse, forlod kone og børn for at flytte i kollektiv i London og fungerede som prædikant, og han har også haft egen zoneterapi-klinik samt udarbejdet og undervist i sit eget frisættende træningssystem for skuespillere, ToDo, baseret på teorierne bag kampsporten Kung Fu.