Da Mike Leigh skældte mig ud for dårligt hjemmearbejde

Mike Leigh hader overfladiskhed, og det måtte Berlingskes journalist lære på den hårde måde under et interview.

20NAVBRITAIN-IRAN-US-ENTERT.jpg
Mike Leigh er kendt for sin ufremkommelige facon. Foto: Daniel Leal-Olivas/AFP Fold sammen
Læs mere

Jeg var nervøs dengang i 2008, da jeg under filmfestivalen i Berlin skulle interviewe den barske britiske mesterinstruktør Mike Leigh. Ikke bare fordi han er kendt for sin meget lidt generøse holdning over for journalister, men også fordi hans film altid har ligget mit hjerte meget nær. I den følelsesladede stund tænkte jeg, at det ville en god strategi at lægge ud med at fortælle ham, hvor meget jeg holdt af hans film.

Mike Leigh rynkede skeptisk panden, og replicerede med en vis skarphed:

»Javel ja. Hvilke har du set?«

Lidt overrasket fik jeg med møje hevet en håndfuld titler ud af hukommelsen, men tilføjede desuden en enkelt af hans tidlige film, som jeg af uransagelige grunde tilstod, jeg ikke havde set.

»Den er ellers ret nem at skaffe på video,« sagde Mike Leigh, der var tydeligt utilfreds med det dårlige hjemmearbejde. Hans uvilje blev en tand dybere, da jeg lidt senere spagt forsøgte at give igen med et spørgsmål til den socialt engagerede instruktør.

»Nogle kritikere vil mene, at tiden er løbet fra socialrealismen. Hvad er dit svar til dem?«

Mike Leigh kneb øjnene sammen, og svirpede sarkastisk tilbage:

»Sjovt at »nogle kritikere« aldrig selv er til stede i interviews. Og når de ikke har mod til at troppe op i egen person, synes jeg ikke, jeg behøver at svare på så åbenlyse tåbeligheder,« sagde Mike Leigh.

Nå, men jeg var jo blevet advaret, og selvom Mike Leigh og jeg næppe nogensinde bliver nære venner, vil jeg aldrig blive træt af at se hans film.

Hans kunstneriske udgangspunkt er den britiske kitchen sink-social realisme, der flere gange har strejfet samfundets bund.

Mike Leigh har dog aldrig været interesseret i firkantede politiske paroler ligesom sin jævnaldrende kollega, Ken Loach.

I stedet handler film som »All or Nothing«, »Secrets & Lies« og »Naked« om menneskelivet, i dets sublime øjeblikke og i de uudholdelige, ofte indenfor for samme scene, hvor kærligheden næsten føles som et tab i samme øjeblik, som den opstår, fordi personerne frygter at miste den.

Hvad enten hans film handler om nutidige karakterer som den lykkeligt livsglade pige Poppy i »Happy-Go-Lucky«, eller historiske personer som maleren Turner i hans kunstnerportræt »Mr Turner«, bruger instruktøren sin særligt udviklede metode, hvor skuespillerne over lang tid gradvis arbejder sig ind i karaktererne, samtidig med, at de i samarbejde med Mike Leigh udformer de handlingsforløb, de skal indgå i.

»Mine film har altid rummet glæde, for livet er både dybt tragisk og dybt komisk...(.)...Jeg har lavet filmen, fordi jeg vil have mennesker til at tænke over, hvad livsglæde er. Det handler om at være tilfredsstillet, at være i ærlig kontakt med virkeligheden. At bevare sin humoristiske sans og at hellige sit liv til alvorlige ting. At være et helt menneske,« siger Mike Leigh.

Citatet er fra interviewet med ham og handler om »Happy-Go-Lucky« men kunne stå som et manifest over hele instruktørens værk.

Sikkert også over »Life is sweet«, fra 1990 som jeg stadig ikke har fået set, selvom den er tilgængelig på video.