Cand. oprydning

80 år.Olav Grue har haft mange af dansk erhvervslivs syge virksomheder som patienter.

Olav Grue - på krydstogt med barnebarnet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Send lige bud efter Olav Grue. Sådan lød løsenet gennem flere årtier i Old Boys’ Network, når store erhvervsvirksomheder skrantede og skulle på skrap kur. Så blev cand.polit.’en overtalt til at tage fat på doktoreringen, fik pustet helt nyt liv i nogle af patienterne, andres forlængedes og enkelte mistede livet.

Olav Grue, der fylder 80 i morgen, havde direktør- eller bestyrelsesposter i BRF, B&W, B&O, FIH, Hafnia Holding, Højgaard Holding, Egmont Fonden og Den Berlingske Fond.

Lad os dvæle ved den sidste. Olav Grue var i 1982 med på holdet med Kristian Mogensen i spidsen, Ole Scherfig, Tage Andersen og Olav Engell, der ville redde Det Berlingske Hus lige før lukketid.

160 millioner kroner skulle skaffes fra det danske erhvervsliv. Reaktionerne fra de 80 indbudte varierede fra »en værre gang rævepis« til »en god og solid plan«. Det blev det sidste. Kapitalen indbetaltes - men blev vist afskrevet af de fleste. Huset var reddet, avisen er i postkassen hver dag - og millionerne er forlængst betalt tilbage med en god forrentning.

Olav Grues sidste poster er afviklet i god ro og orden, og han nyder sammen med sin smaragdbrud Ruth at have tid til at læse og rejse, bl.a. til yndlingsbyen Rom.

Da Olav Grue fyldte 75, fejrede han det med en tur i Zoo med sit barnebarn Josefine på to. I anledning af 80-årsdagen har farfar og farmor inviteret Josefine sammen med hendes forældre på krydstogt til Caribien.