Burt Bacharach 85 år: Regndråberne drypper stadig

Burt Bacharach er en levende legende med streg under »levende«. Komponisten turnerer stadig verden tynd, skriver på en ny musical og udgiver i denne måned sin selvbiografi. 12. maj fylder han 85 år.

Foto: Erin Siegal/Reuters Fold sammen
Læs mere

Han fylder 85 år 12. maj og fejrer det sikkert med en tur i poolen, på løbebåndet eller i romaskinen. Med en godt 30 år yngre kone og som far til tre unge børn gælder det om at være på toppen – og holde sig i form til de koncerter, han stadig giver over hele verden. Til juni spiller Burt Bacharach i Koncerthuset – for første gang i Danmark, siden han var orkesterleder for Marlene Dietrich i 1960erne.

Alene at liste alle hans Top 40-hits ville optage pladsen i denne artikel. Fra det første 1957-hit til Marty Robbins, The Story Of My Life (på dansk: Dagbogen), til et firserhit som That’s What Friends Are For. De største blev til i samarbejde med den mindst lige så geniale tekstforfatter Hal David, som Bacharach havde et gyldent samarbejde med i 1960erne i den berømte Brill Building i New York. Her skabte de udødelige klassikere som What The World Needs Now, Alfie, Raindrops Keep Fallin’ On My Head og Trains And Boats And Planes. Kombinationen af Bacharachs letflydende, men dybt avancerede kompositioner og Davids fintfølende beskrivelser af livet og kærligheden skabte et af de vigtigste bidrag til den store amerikanske sangskat.

Dionne Warwick var Bacharach/Davids foretrukne sangerinde, men også hende, der sagsøgte dem, da makkerparret i 1973 blev uvenner og indstillede samarbejdet i forbindelse med musikken til den kaotiske film Lost Horizon – perfektionisten Bacharach var stadig martret af den oplevelse, da undertegnede interviewede ham dette forår. Bacharach og David blev først forsonet 17 år senere. I 2011 modtog de den fornemste anerkendelse, The Gershwin Prize, i Det Hvide Hus, men Hal David var da for syg til at tage imod prisen selv. Han døde som 91-årig i 2012.

Efter tiden med David skrev Bacharach bl.a. musicalen Woman og skabte flere hits sammen med Carole Bayer Sager. Hun blev også Bacharachs tredje kone – Bacharach har altid været en flot mand og indbegrebet af den skødesløse californiske stil. Forinden havde han haft et kortvarigt ægteskab i 1950erne og senere været gift med skuespilleren Angie Dickinson, med hvem han fik datteren Nikki – hun led af Aspergers syndrom og tog sit eget liv i 2007. I 1993 giftede Bacharach sig med Jane Hansen og indledte en række samarbejder med folk, der fortolker hans sange. Vigtigst er Painted From Memory fra 1998 med originale sange skrevet sammen med og sunget af Elvis Costello – de to arbejder for tiden på at udvikle pladen til en musical.

Det er svært at koge Bacharachs imponerende karriere ned til et kort fødselsdagsportræt. Heldigvis udkommer selvbiografien Anyone Who Had A Heart: My Life And Music senere i denne måned. Tilbage er der derfor bare at sige tillykke og tak for musikken til en levende legende, hvis musik har lappet knuste hjerter og trøstet desillusionerede sjæle gennem mere end 50 år. Hvis musik har været der, når man, med Hal Davids ord i Reach Out For Me, mest af alt havde lyst til at smide håndklædet i ringen. Sådan har mennesker over hele kloden brugt musikken, hvilket et besøg på hjemmesiden A House Is Not A Homepage vidner om. Beretninger fra fans fylder godt her, og man ved hurtigt, at man ikke er den eneste, der i Bacharach/Davids sange har mærket musikkens helende kraft og i sit stille sind har takket dem. Eller sagt med Hal Davids ord endnu en gang:

I Took My Strength From You (I Had None).