BTs journalistiske frontløber

BTs ansvarshavende chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, er passioneret journalist med stort »J«, både når det gælder den kulegravende journalistik og den gode underholdning. 23. juni fylder han 50 år.

Arkivfoto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der findes de journalister, som bare har et job, og så findes der dem, der har faget som en passion. BTs ansvarshavende chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, hører til den sidste kategori. Det stod på ingen måde skrevet i hans opvækst på gården i landsbyen Hjortsvang lidt øst for Gudenåens udspring i Tinnet Krat, at han skulle ende på en prominent plads i den danske medieverden.

Det blev sporten og interessen for den, der blev hans katapult til toppen. Uddannet journalist er han faktisk ikke sådan rigtigt. Efter studentereksamen fra Tørring Gymnasium og daglig leder af Tørring Bio flyttede han til København og tog eksamen som cand.mag. i film, medievidenskab og retorik ved Københavns Universitet i 1993 med speciale om »den iscenesatte virkelighed«. Herfra gik turen til DR som journalist og dokumentarfilm-tilrettelægger og produktionen af en stribe prisbelønnede og markante sportsdokumentar-udsendelser om bl.a. doping i cykelsporten sammen med kollegaen Niels Christian Jung. Det er programmer som »Tavshedens pris«, »Danskerlægen« og »Olympisk succes og bedrag«, der stadig længe vil fremstå som fremragende eksempler for den journalistiske genre.

I 2000 tog Olav Skaaning Andersen springet ind i en chefrolle for første gang i mediebranchen som leder af Ekstra Bladets sportsredaktion, og tre år senere vendte han tilbage til DR, nu som chef for DR Sporten. I 2007 skiftede han sporten ud med chefjobbet for nogle af DRs prestigefyldte mere dybdegående programmer som Deadline, DR2 Udland og P1 orientering. I 2010 kom Olav Skaaning til BT som chefredaktør, i første omgang som makker til ansvarshavende chefredaktør Peter Brüchmann, og siden 2011 har han været den ansvarshavende chefredaktør for BT.

Olav Skaanings ledelsesstil er ikke en af dem, der kan findes i opskrifter på CBS. Han er en person, som med stor autenticitet, personlig ildhu og ærlighed går til opgaverne.

Han kan godt det taktiske spil, når det skal være, men vil helst have tingene til at køre sådan gelinde, og uden at der skal bruges for meget tid på bureaukratiske spilleregler. Han har et temperament, der godt kan gå fra 1 til 100 i varmegrad på få sekunder, hvis det skal være, men nedkølingen går som regel også ret hurtigt.

Han elsker at være i kontrol og være godt forberedt. Han motiveres af stærk journalistik og stærk konkurrence og kan med betydelig stolthed se på den udvikling, som BT under hans ledelse har gennemgået både digitalt og læsertalsmæssigt, i forhold til ærkerivalen Ekstra Bladet.

En del af BT er selvfølgelig også at beskæftige sig med de kendte og deres liv. Selv er han temmelig privat med sine interesser og forhold, med undtagelse af et lidenskabeligt forhold til Vejle Boldklub, som man ikke skal driste sig til at sige noget dårligt om i Olavs nærhed.

Olav Skaaning Andersen har en søn, William, på 15 år fra et tidligere ægteskab og er kæreste med Berlingskes livsstil-redaktør, Nina Rølle. Fødselsdagen er fejret lidt på forskud i gode venners lag, da Nina Rølle for nylig også rundede det skarpe hjørne.