Brobyggeren i Berlin

40 år Advokat Hans-Oluf Meyer, Berlin, har rådgivet hundreder af danskere ved køb af fast ejendom i den tyske hovedstad.

Hans-Oluf Meyer – sønder­jyden fik sine tyske kollegers tillid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Der er ingen mangel på advokater i Tyskland, men kun få er kendt i Danmark. Hans-Oluf Meyer, som i dag fylder 40 år, er måske den, der har den mest markante profil i begge lande.

Meyer, født og opvokset i Sønderjylland, har siden årtusindskiftet arbejdet som jurist i Berlin, den første tid som repræsentant for et dansk advokatfirma, fra 2006 med foden under eget bord i den fornemme ende af Kurfürstendamm, hovedstrøget i den vestlige del af byen. Herfra har han efterhånden rådgivet hundreder af danskere, som har købt fast ejendom i hovedstaden – såvel private, der ønsker en ferielejlighed, som professionelle investorer, der erhverver store boligblokke og erhvervsejendomme.

Begge grupper behandles lige høfligt og venligt på et smukt, lidt gammeldags dansk. Meyer er ikke den, der overtaler klienter til at slå til med det samme, når de har set en matrikel, de kunne tænke sig. Tværtimod søger han ofte at slå koldt vand i blodet ved at fortælle, at det er købers marked, og at der er penge at spare ved at vente lidt. Ikke alle følger hans råd, hvilket kan få ham til at ryste en smule på hovedet, men, velopdragen som han er, holder han sig tilbage med kommentarer.

Det kolde vand er også med til at holde ham i form. I flere år har han været medlem af en svømmeklub, og fået sine sportsfæller til at blive begejstret for København ved at tage dem med til svømmestævner, der finder sted i Kanalen. I Berlin er Meyer nu så anset af sine kolleger, at han er valgt ind i bestyrelsen for byens advokatråd – den første udlænding nogensinde – lige som han er sekretær for Den danske Klub. På kontoret beskæftiger han sig desuden med kontraktret og selskabsret og rådgiver virksomheder såvel nord som syd for grænsen om, hvordan de bedst begår sig hos hinanden. Det er altså også en brobrygger, der i dag runder et hjørne – ved dagens begyndelse i øvrigt hos familie i Qatar, og om aftenen med venner i Berlin.