Braget på Islands Brygge

Den ØK-ejede Dansk Soyakage fabrik, i daglig tale Sojakagen, sprang i luften 15. juli 1980. På billedet står to brandmænd og efterslukker branden. Arkivfoto: Finn Frandsen/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

15. juli 1980, midt i en halvsøvnig dansk industriferie, blev Islands Brygge i København ramt af en eksplosion, der var så voldsom, at den lidt populært sagt kunne have vækket de døde.

Dem var der gudskelov og mirakuløst nok ingen af – »kun« 23 sårede – viste det sig senere, men det må rubriceres som »et under«, for eksplosionen var så voldsom, at den efterlod en stor del af området i krigsruinlignende tilstand.

Det kunne man først se, efter at de enorme flammer, der steg op fra Sojakagefabrikken, var slukket, og det var muligt at komme til stedet.

Indtil den dag havde Sojakagefrabrikken forædlet sojabønner til blandt andet foder og madolie, og virksomheden, der var grundlagt af ØK i 1909 og stadig var ejet af rederiet, havde i årenes løb udviklet sig til en betydelig arbejdsplads, der i 1950erne havde godt 1.200 medarbejdere.

Eksplosionen i ekstraktionsanlægget blev imidlertid begyndelsen til enden. Andre dele af produktionen fortsatte indtil 1991, men det eksplosionsramte område blev aldrig genopbygget til fabrik, og i 1999 efter en grundig oprensning af området, blev det udstykket til byggegrunde.

Nogle af de gamle bygninger blev dog genbrugt - bl.a. Pressesiloen, Zeppelinerhallen og Gemini Residence, der er bygget rundt om to gamle siloer. Sus